MediaWatch

Amazon Prime puster budgetballonen op i Norden

Amazon sigter efter større markedsandele på det nordiske streamingmarked og planlægger at kaste penge efter blockbusterfilm og lokalt produceret indhold.

Konkurrencen på det danske- og nordiske streamingmarked er spidset gevaldigt til de senere år. | Foto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix

Store amerikanske koncerner opruster i streamingkapløbet, og Amazon Prime Video lover investeringer af "betydelig størrelse" i indhold til nordiske brugere, skriver DR.

Danske kunder kan vente flere højbudgetfilm og på længere sigt også lokalt produceret indhold fra de nordiske lande.

"Vi er nu nået til et sted, hvor vi er klar til at lave store investeringer i de nordiske lande, og det vil betyde endnu mere indhold, der er skræddersyet til de nordiske lande," siger Martin Backlund, indholdsdirektør for Amazon Prime Video i Storbritannien og Norden, til DR.

Kun omkring 2 pct. af danskerne brugte sidste år Amazon Prime Video på ugentlig basis, viste rapporten Medieudviklingen 2020, som DR Medieforskning står bag.

For nylig meldte mediekoncernen ViacomCBS sig også ind i streamingkampen med annonceringen af, at tjenesten Paramount+ bliver tilgængelig i Danmark den 25 marts. Den månedlige pris bliver 59 kr.

Det danske streamingmarked har store aktører med både national og international baggrund. TV 2 Play har i dag godt 700.000 abonnenter i Danmark. Viaplay har rundet 3 mio. abonnenter på tværs af de nordiske lande. I december anslog analysefirmaet Mediavision, at 1,2 mio. nordiske husstande havde et abonnement på Disney+. Netflix er den mest brugte abonnementstjeneste – næsten hver anden dansker brugte ugentligt Netflix sidste år ifølge DR Medieforskning.

Mere fra MediaWatch

Nent-topchef: Super League kan blive en "episk fiasko"

Storklubberne bag Super League glemmer "fansenes kraft" ifølge Anders Jensen, adm. direktør i Nent, der har investeret store milliardbeløb i tv-rettighederne til de eksisterende fodboldligaer, som nu udfordres af Super League.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs