MediaWatch

Rapport: Styrk kvalitetsmedier i kampen mod falske nyheder

Rigtige nyheder skal styrkes i kampen mod de falske, siger EU’s eksperter. Men regeringen vil skære i DR.

Kampen mod disinformation og falske nyheder skal kæmpes med stærkere kvalitetsmedier. Og det er en opgave for både EU og de enkelte lande at styrke de medier med flere penge.

Sådan lyder en af de klare anbefalinger ifølge Jyllands-Posten torsdag fra en gruppe af Europas førende eksperter, der for EU-Kommissionen har udviklet værktøjer til demokratiets kamp mod de falske informationer, der især spredes via sociale medier på internettet.

"Der skal findes måder at holde (undersøgende) journalistik finansielt levedygtig til at producere kvalitetsindhold," skriver ekspertgruppen i sin rapport, der blev afleveret til kommissionen i denne uge.

Både EU og medlemslandene opfordres til at "øge den offentlige støtte for at styrke pluralistiske nyhedsmediers langtidsholdbarhed."

Eksperterne henviser bl.a. til, at den amerikanske regering har afsat 700 mio. kr. til kampen mod propaganda, og de opfordrer til, at kommissionen afsætter "mindst det samme".

Den danske regering har ofte sagt, at den prioriterer kampen mod fænomenet højt.

I disse dage forhandler regeringen og Dansk Folkeparti imidlertid om, hvor stor nedskæringen på Danmarks Radio skal være i det nye medieforlig. Det har ikke været muligt at interviewe kulturminister Mette Bock (LA).

Hun skriver i stedet i en mail, at "i Danmark støtter vi som bekendt allerede medier og kvalitetsjournalistik".

Medieordfører Morten Marinus (DF) afviser, at nedskæringen vil svække kampen mod fake news.

"Når vi snakker om en besparelse på DR, skal det ikke gå ud over nyheder eller oplysning til børn og unge om fake news," siger han.

(Denne artikel er distribueret for Jyllands-Posten af Ritzau.)

Wikipedia skal hjælpe Youtube i kampen mod misinformation 

Ekspertgruppe sparker EU-lovgivning mod falske nyheder til hjørne - for nu 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs