MediaWatch

Færre journalister bliver dræbt - flere undgår brændpunkter

65 journalister og mediefolk blev dræbt i 2017, viser ny rapport. Det er det laveste antal i 14 år.

Fotografer samles om foto af den undersøgende fotojournalist Ruben Espinosa, som blev dræbt i Mexico City i sommer. | Foto: /ritzau/AP/Marco Ugarte

I løbet af 2017 er i alt 65 journalister og mediefolk blevet dræbt på verdensplan. Det viser den årlige rapport fra den internationale organisation Journalister uden Grænser.

Blandt de dræbte var 50 professionelle journalister. Det er det laveste antal de seneste 14 år, fremgår det af rapporten.

Årsagen til det lave antal er ifølge Journalister uden Grænser blandt andet, at flere journalister bliver væk fra nogle af de farligste områder i verden.

"Den nedadgående tendens skyldes delvist, at journalister forlader lande, der er blevet farlige. Lande som Syrien, Irak, Yemen og Libyen har været blodige for journalister," lyder det i rapporten.

Mange dræbt i Mexico

Det borgerkrigsramte Syrien er det farligste land for journalister. 12 journalister er således blev dræbt i landet i 2017.

Lige efter kommer Mexico, hvor 11 journalister er blevet dræbt i år. Blandt de dræbte i Mexico var den 50-årige journalist Javier Valdez, der blev dræbt i maj efter at have skrevet om mexicanske narkokarteller. Mexico var således også det land, der ikke er i krig, der i 2017 tegnede sig for flest dræbte journalister.

"Dem, der dækker politisk korruption eller organiseret kriminalitet, bliver ofte systematisk angrebet og truet eller skudt ned," lyder det i rapporten fra Journalister uden Grænser om tilstanden i Mexico.

Flest fængslet i Tyrkiet

Rapporten indeholder også en opgørelse af, hvor mange journalister der sidder fængslet verden over. Og her topper Tyrkiet listen. 42 journalister og en mediearbejder sidder således i tyrkisk fængsel.

"At kritisere regeringen, arbejde for et "mistænkeligt" medie, kontakte en særlig kilde eller bare at bruge krypterede beskeder er alle årsager til at fængsle journalister under anklage om terrorisme," lyder det i rapporten.

Medregner man bloggere på listen over fængslede journalister og mediefolk overgår Kina dog Tyrkiet på listen. I alt 52 sidder fængslet i Kina.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs