MediaWatch

Google-omsætning steg støt men EU-bøde koster

Med en omsætningsvækst på 21 pct., primært drevet af stigende annoncesalg, slog Googles moderselskab Alphabets forventningerne til andet kvartal, men EU-bøde koster på kursen.

/ritzau/AP/Paul Sakuma
Foto: /ritzau/AP/Paul Sakuma

Internetgiganten Googles børsnoterede moderselskab, Alphabet, kom bedre ud af andet kvartal end estimeret i analytikerkredse.

Men regnskabet, der blev offentliggjort efter børstid mandag i USA, viser en kæmpe hensættelse til den bøde, som EU har langet ud for uretmæssig udnyttelse af virksomhedens dominerende position på nettet.

Googles moderselskab fik et overskud på 3,5 mia. dollar i andet kvartal i år. Resultatet per aktie er 5,01 dollar mod analytikernes forventninger om 4,42 dollar per aktie.

"I Europa skal virksomheder konkurrere på deres bedrifter, uanset om de opererer på nettet eller på hovedgaden, og om de er europæiske eller ej," sagde konkurrencekommisær Magrethe Vestager i juni i forlængelse af bødeudskrivelsen.

Google har derfor måttet sætte 2,7 mia. dollar til side til bøden, der dog ikke er betalt endnu.

Firmaet har fået 90 dage til at betale og rette ind. Sker det ikke, kan Google se frem til at få dagbøder på op til 5 pct. af den daglige globale omsætning.

Tocifret vækst i annoncesalg

Moderselskabet Alphabets omsætning steg 21 pct. til 26 mia. dollar i andet kvartal - primært gennem netreklamer, hvor Google hentede indtægter for 22,7 mia. dollar svarende til en stigning på 18,4 pct.

"Vi leverer stærke væksttal med et godt underbyggende momentum, samtidig med at vi laver fokuserede investeringer i nye omsætningsmuligheder," siger Alphabets økonomichef, Ruth Porat, i regnskabsmeddelelsen.

Antallet af betalte klik var 52 pct. højere end i samme periode i 2016.

Virksomheden står over for intensiveret konkurrence fra sociale medier som Facebook på reklamesalget, hvor de to virksomheder dominerer onlinereklamemarkedet.

I år forventes Google at generere omkring 73,8 mia. dollar i digitale annonceindtægter på verdensplan, hvilket svarer til en stigning på 17,8 pct. i forhold til året før.

Alphabet-aktien faldt 2,9 pct. i eftermarkedet efter en stigning i den ordinære handel på 0,5 pct.

/ritzau/FINANS

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere