MediaWatch

Danskerne har lav tillid til sociale medier

Tilliden til, at nyhedsmedier kan skille skidt fra kanel i nyhedsstrømmen, er betydeligt større end tilliden til, at sociale medier kan, viser ny undersøgelse. Brugen af nyheder via sociale medier stagnerer.

/ritzau/Jens Dresling/Arkiv
Foto: /ritzau/Jens Dresling

Danske nyhedsbrugere har stor tillid til, at traditionelle medier kan skelne mellem fup og fakta, mens tilliden til sociale medier på samme parameter kan ligge på et mindre sted. Det viser den årlige undersøgelse Reuters Digital News Report.

Roskilde Universitet har stået for den danske del af den internationale undersøgelse, og den viser, at 42 pct. af danskerne er enten "ret enig" eller "meget enig" i, at nyhedsmedier "gør et godt stykke arbejde med at skelne fakta fra opspind." 16 pct. er enten "ret uenig" eller "meget uenig" i påstanden.

Omvendt svarer kun 15 pct., at de nærer samme tillid til sociale medier. Det er den laveste andel blandt de lande, som fremgår af undersøgelsen. I Tyskland er tallet eksempelvis 20 pct., og i Frankrig 24 pct. og i Spanien 36 pct.

"Troværdighed er helt afgørende for nyhedsmediernes samfundsrolle. Det er troværdigheden, der sikrer nyhedsmediernes mulighed for at udøve kritik af samfundets magtfulde aktører, og det er den samme troværdighed, der skal sikre nyhedsmedierne, at de tydeligt adskiller sig fra alle de andre informationstilbud, man kan finde på nettet," udtaler Mark Blach-Ørsten, professor ved Roskilde Universitet, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"På den måde er det gode nyheder for de traditionelle nyhedsmedier, at de i befolkningens øjne klarer sig væsentligt bedre end de sociale medier, når det handler om at præsentere fakta. På den anden side bør det bekymre nyhedsmedierne, at over halvdelen af befolkningen oplever, at nyhedsmedierne ikke er gode nok til at sortere mellem fup og fakta."

Rapporten viser desuden, at andelen af danskere, der tilgår nyheder via sociale medier, går tilbage. I 2017 er andelen 53 pct. mod 56 pct. i 2016.

Tv er fortsat den primære nyhedskilde. 72 pct. får nyheder gennem tv, og det er et fald på et enkelt procentpoint i forhold til 2016.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere