
I morgen flytter norske Schibsted med få undtagelser hele sit digitale annoncesalg over på en ny teknologisk platform kaldet Appnexus. Det skal gøre det muligt for mediebureauer og annoncører at købe digitale annoncering programmatisk, skriver Kampanje.
I første omgang vil skiftet omfatte salg af bannerannoncer, men planen er, at videoannoncering og native advertising med tiden også skal sælges programmatic.
”Det vigtigste, vi gør nu, er, at vi får VG og Finn over Appnexus og Storby inden sommer. Så kommer videoen og native fortløbende," siger Per Håkon Fasting, annoncedirektør i Schibsted, til Kampanje.
Ifølge Per Håkon Fasting vil programmatic i fremtiden stå for halvdelen af Schibsteds digitale omsætning.
En dugfrisk prognose fra det uafhængige analysebureau IRM viser, at omsætningen fra programmatisk salg i Norge ventes at blive på 943 mio. norske kr. (747 mio. kr.) i 2016. Det er en stigning på 84 pct. sammenlignet med 2015, hvor kategorien omsatte for 512 mio. norske kr.