
Berlingske Medias tidligere koncernchef og chefredaktør Lisbeth Knudsen er ny klummeskribent på Altinget, skriver netmediet.
Hver anden torsdag vil den forhenværende Berlingske-chef således optræde i Altingets klumme-univers. Her vil hun i klummen "På bloggen" give sit indspark inden for emnerne politik, medier og offentlig ledelse. Den første klumme fra Lisbeth Knudsens hånd kommer i morgen, torsdag.
Det er i dag præcis tre uger siden, at Lisbeth Knudsen forlod Berlingske Media på grund af uoverensstemmelse med mediehusets nye belgiske ejer om den fremtidige kurs. Siden da har Lisbeth Knudsen måtte vinke farvel til en række bestyrelsesposter, som var knyttet til jobbet som topchef i mediehuset.
Hun er dog for nylig blevet genvalgt til formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.