Nordisk Film vil skabe digital milliardforretning i "Silicon-Valby"
Nordisk Film vil fordoble den nuværende digitale omsætning på en halv milliard kroner. For at nå dertil samler det Egmont-ejede selskab de digitale forretningsområder i Valby, skriver Finans.
Officielt kalder Nordisk Film den nye forretningsdel NF Direct. Den får til huse i Valby, hvor Nordisk Film bygger det, det kalder "et digitalt væksthus", som skal samle omkring 100 medarbejdere.
"Vi har en række stærke film i produktion, og biograferne ser ud til at få det bedste år i nyere tid. Alligevel tror vi, at vi skal have endnu flere digitale forretninger for at stå stærkt i fremtidens medie- og underholdningsmarked," siger Nordisk Films adm. direktør Allan Mathson Hansen til Finans.
I Nordisk Film har det nye digitale væksthus fået øgenavnet "Silicon-Valby". Direktør for NF Dircet bliver Christian Folden Lund, der er digital direktør i Nordisk Film. Filmkanaler, gavekort og billetter bliver de tre forretningsområder, som NF Direct vil fokusere på.
Byggeriet af det nye væksthus vil stå klar i begyndelsen af 2016.
Relaterede artikler:
Nordisk Film vil genoplive døende dvd-salg digitalt
For abonnenter
Makkerpar bag Blu stifter nyt produktions-selskab
For abonnenter