
Musik, mode og filmmagasinet Soundvenue har lanceret sin første podcast, Soundvenue Filmcast, som sætter fokus på de mest interessante aktuelle film og serier, skriver mediet i en presssmeddelelse.
Podcast-vært er Martin Bunk, Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Sofie Lykke Stenstrop. I første skud tager de Susanne Biers film ‘Serena’ med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper under kærlig behandling.
I anledning af nye afsnit af webserien ‘High Maintenance’ introducerer de også den nye bølge af små serier lavet direkte til nettet og diskuterer, hvad man kan bruge de korte fortællinger til i de lange tv-seriers tidsalder.
Endelig diskuterer de ugens vigtigste filmnyheder, ligesom de kommer med anbefalinger til, hvad man bør kaste sig over på streamingtjenesterne.