MediaWatch

TDC i luften med Blockbuster 2.0 til efteråret

Blockbuster skal genopstå som filmbutik på nettet - og tage over fra TDC's streamingtjenste Youbio på det stykvise køb og leje af film og tv-serier.

TDC skiller løssalg og leje af film og tv-serier ud fra streamingtjenesten Youbio. Det sker når teleselskabet til efteråret relancerer Blockbuster-brandet, som selskabet investerede i i januar. Det skriver Pol.dk.

Blockbuster bliver en ren online tjeneste med tilbud om stykvis leje og køb af nye film og tv-serier. Den skal fungere som supplement skråstreg konkurrent til de abonnementsbaserede streamingtjenester som Netflix og TDC's egen Youbio.

TDC har investeret stort i lanceringen af Netflix-pendanten, der gik i luften i efteråret 2012, men den har langt fra kunnet leve op til forventningerne.

"Der er ingen tvivl om, at Netflix har fået enormt godt fat og langt flere brugere, end nogen havde forestillet sig, og vi andre må se os slået. Så kan man spørge, om vi ikke bare skulle have ladet være med at lancere YouBio for halvandet år siden, men vi anede ikke, hvad det var, vi var oppe imod dengang, og vi har lært enormt meget af at være med. Og med den nye tjeneste gør vi det bedre, end vi gjorde første gang," siger mediedirektør i TDC Ulf Lund til Pol.dk.

Ifølge mediedirektøren er det bl.a. erfaringerne fra Youbio, der både tilbød all you can eat-modellen for et månedligt abonnement og stykvis betaling for at se film eller tv-serier, der har fået koncernen til at skille tingene ad. Det var nemlig ikke alle film på Youbio, abonnementet gav adgang til, og det udløste kritiske kundetilbagemeldinger.

Mediedirektør Ulf Lund har tidligere sagt til Mediawatch, at TDC samtidig står langt stærkere på markedet for filmleje frem for streamingmarkedet i et interview om status for Youbio i februar:

"Der er ingen tvivl om, at vi var overmodige, da vi sagde, at vi skulle have 50 pct. af det abonnementsbaserede streamingmarked, ligesom vi har på det digitale udlejningsmarked. Det har vi ikke opnået. Det har Netflix til gengæld," sagde handen gang.

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs