MediaWatch

Watch Medier lancerer nyt medie

Mediehuset Watch Medier lancerer i nær fremtid et nyt medie i porteføljen. Netmediet 'FødevareWatch' skal gå tæt på føde- og drikkevareindustrien.

Watch Medier sender til foråret sitet FødevareWatch i luften med nyheder målrettet personer og virksomheder med interesse for en af de vigtigste brancher i dansk erhvervsliv.

Det bliver det sjette niche-erhvervsmedie i Watch Medier, der er ejet af JP/Politikens Hus og i forvejen tæller Finans-, Energi-, Shipping-, Med- og MediaWatch.

FødevareWatch vil blandt andet dække virksomheder inden for mejeriprodukter, kød, øl, ingredienser, fisk, brød, grønt, konfekture og fødevareudstyr.

”Danmark har en af verdens største fødevare-klynger, der rummer både store internationale flagskibe og en bred underskov af mindre virksomheder. Området er ikke bare et af de vigtigste områder i dansk erhvervsliv, men også afgørende for hele Danmarks fremtid,” siger Anders Heering, direktør og chefredaktør for Watch Medier, i en pressemeddelelse.

Samme Watch-model

FødevareWatch, der vil tælle en redaktion på tre journalister og en redaktør, vil fokusere på erhvervsnyheder om virksomhederne i industrien og deres politiske og økonomiske vilkår og branchens profiler.

Det vil, som de øvrige Watch-medier, blive finansieret af dels abonnementsindtægter og indtægter fra job- og rubrikannoncer.

Den daglige redaktionelle ledelse af FødevareWatch bliver lagt i hænderne på Henrik Tüchsen, der i forvejen er redaktør for MedWatch.

Henrik Tüchsen har i en årrække dækket landbrug og fødevareindustri for Berlingske og for Dagbladet Børsen.

Omstilling til digital virkelighed

Udvidelsen af Watch Medier skal ses som en del af Jyllands-Postens overordnede digitale udvikling, siger bestyrelsesformanden i Watch Medier, direktør for JP Medier, Jens Nicolaisen.

”På Jyllands-Posten er vi ligesom de fleste andre medier i færd med at omstille forretningen til en moderne digital medievirkelighed. Watch Medier har bevist, at der er efterspørgsel på målrettet og netbaseret erhvervsjournalistik af høj kvalitet,” siger han.

Underskud i 2013

Indtil videre har de fleste af Watch-medierne dog til gode at give overskud. MediaWatch, der er det ældste af medierne, nåede break even i 2012. Og ifølge Anders Heering når FinansWatch i sort i 2013.

Sidste år gav Watch Medierne et underskud - og altså en regning til JP/Politikens Hus - på 6,2 mio. kr. Ifølge Anders Heering, følger medierne dog den plan, der er lagt for den digitale investering.

”Vi har ikke offentliggjort regnskabet for 2013 endnu, men der bliver også tale om et underskud, da vi har investeret i en række nye medier de sidste par år. Det koster penge. Men vi er foran vores budgetter og investeringsplaner, og det er også på den baggrund, at vi nu fortsætter ekspansionen,” siger Anders Heering til MediaWatch.

Hvad er dine forventninger til break even for de enkelte Watches og for Watch Medier samlet?

”Så længe vi bliver ved med at investere i nye medier, vil det påvirke det samlede regnskab for Watch Medier. Så break even for Watch Medier som helhed afhænger af vores vækstplaner – og det vil selvfølgelig også have betydning for 2014, at vi nu etablerer FødevareWatch. Det vigtigste er, at de enkelte medier udvikler sig tilfredsstillende, og det gør de over hele linjen. MediaWatch og FinansWatch giver overskud i 2013, mens resten af medierne udvikler sig meget positivt,” siger Anders Heering.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere