MediaWatch

YouTube.dk kan give web-tv en renæssance

Mediabureauerne er optimistiske ved udsigten til at få bedre adgang til YouTubes enorme brugertal, der tæller knap ½ mio. danskere om dagen.

YouTube, der er verdens største videodelingssite og verdens næststørste søgemaskine, har gradvist opbygget lokale versioner, siden sitet blev grundlagt i 2005.

I dag sker det så i Danmark cirka 4,5 år efter Sverige.

Det ”nye” YouTube får en anden brugeroplevelse med et mere enkelt design, forbedrede søgefunktioner og langt mere fokus på dansk indhold.

Derudover vil brugerne også opleve et univers, der er mere kommercielt, end hvad de har været vant til. YouTube åbner for dansk annoncering og såkaldte partner-programmer, hvor indholdsleverandører kan tjene penge på sine danske videoer.

Web-tv renæssance
Introduktionen af YouTube.dk kan meget vel betyde, at web-tv får en renæssance i Danmark. Nu giver det for første gang mening at tale rigtigt tv-sprog - trp’er - på nettet, lyder det fra Aegis-bureauet iProspect.

iProspect hæfter sig ved, at YouTube.com er det tredje mest besøgte site i Danmark med 490.000 unikke brugere om dagen og 2,2 mio. om måneden.

“Det er bestemt ikke kun et ungdomsmedie, som man kunne tro. Faktisk udgør danskere over 35 år knap 60 pct. af brugerne. Med dansk lancering åbnes et bredere udsnit af indholdet på YouTube for de danske brugere. Nogle af disse områder har hidtil været aflukket for danskerne, bl.a. på grund af Koda-afgifter, “ siger Head of search Jackie Frandsen, iProspect.

“Endelig åbner de nye annoncør-muligheder en helt ny verden, som giver mulighed for at eksponere de danske brugere for relevante, målrettede annoncer i form af bannere, tekst og videoer,” siger Jackie Frandsen, der nikker anerkendende til de nye annonceringsmuligheder på Youtube.dk; hvad enten en annoncør direkte søsætter egen videokanal, ønsker at promovere egne videoer, eller søger at tiltrække trafik til egne sites.

Rusker op i markedet
Hos IUM Digital er man overbevist om, at lanceringen kan være med til at give annoncemediet web-tv en anden berettigelse på medieplanerne.

“Der er ingen tvivl om at YouTube’s ankomst vil give markedet et stort løft i forhold til markedsundersøgelser og generel viden omkring brugen af web-tv,” siger IUM’s digitale chef Anders Larsen.

Ikke mindst fordi det danske YouTube kommer med reel dækning på kampagnerne, siger Anders Larsen, der glæder sig over at få rusket op i markedet:

“YouTube’s prismodel bliver en udfordring for de andre spillere i markedet og flere af dem kommer nok til endnu en gang at gøre op med deres prismodeller og holdning til ”luk-knapper” (bruger springer reklamen over, red.) Nu venter vi spændt på, hvad de traditionelle WebTV udbydere har af modtræk," siger han.

Media Director Peter Loell, OMD, synes også, at produktudviklingen er spændende. Han spår i Børsen, at et dansk YouTube kan stimulere til en lille revolution i annoncørernes brug af online-video, men fra et spædt niveau.

Danmark er et underudviklet marked for web tv-reklame med for høje priser i forhold til den dokumenterede effekt, siger han.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere