MediaWatch

Danske Medier: Nye data-regler kan koste dyrt

Nye EU-regler om indsamling af persondata fra netbrugere, kan ødelægge netmediers forretningsmodeller, mener Danske Medier.

EU vil stramme op på reglerne for, hvilke oplysninger virksomheder på samle om brugerne på nettet, og for hvordan oplysningerne bliver brugt.

Men et forordningsforslag, der er kommet fra EU, har fået blodtrykket til at stige hos netmedierne. For eksekveres forslaget på den strengest mulige måde, kan det blive svært at tjene penge på netannoncer - og så forsvinder forretningsgrundlaget for en lang række medier og netudbydere.  

"I udkastet er det uklart, hvordan man definerer "persondata". I sin yderste konsekvens kan det betyde, at ip-adresser og cookies opfattes som persondata, og sker det, at man vælger at fortolke det så strengt og rigidt, så kan det have vidtrækkende konsekvenser for den måde, vi bruger nettet på. Det er meget bekymrende," siger Morten Helveg Petersen, viceadm. direktør i Danske Medier.

Sammen med organisationen IAB Europe, der er de europæiske netannoncørers fælles talerør, har flere danske medier underskrevet et formelt protestbrev til EU. Muligheden for at indsamle detaljeret viden om brugerne, deres vaner og præferencer er af vital betydning for at få reklamerkroner fra annoncørerne, der gerne vil ramme specifikke målgrupper og vil have dokumentation for brugertal.  

Med forslagets udvidede persondatabegreb, kan det blive nødvendigt at spørge brugeren om lov, hver gang en hjemmeside vil lægge en cookie eller indsamle information. Det vil gøre netbrugen knudret og besværlig og føre til, at man kan indsamle færre af de kostbare oplysninger, mener Danske Medier.

Forslaget er endnu i høring og debatteres i de enkelte lande. Det vil tidligst blive effektueret om tre til fire år. Og Danske Medier vover endnu  ikke at give et konkret bud på, hvad det kan koste i tabte brugertal og annoncekroner, hvis direktivet gennemføres som står nu.

"Økonomisk er det helt uforudsigeligt. Konsekvenserne er ikke tilstrækkeligt belyst. Men hvis man skal bede om samtykke hver gang man vil registrere en ip-adresse eller sætte en cookie, så kan det vende op og ned på den måde, vi bruger nettet på, og på de forretningsmodeller, som mange virksomheder bruger i dag," siger Morten Helveg Petersen.

Direktivet grunder i en bekymring for, at persondata indsamles uhensigtsmæssigt og misbruges. Er der ikke behov for, at man strammer op på netmediers brug af persondata?

"Der er flere ting, man kan gøre allerede. Man kan eksempelvis slå cookies fra i sin browser. Men det er klart, at vi kan blive bedre til at informere om, hvilke redskaber, vi bruger, og hvilke data, der indsamles. Derfor arbejder vi også videre med mærkningsordninger. Men man skal gøre sig klart, hvad konsekvenserne af en lovændring er, for det kan være meget drastisk," siger Morten Helveg Petersen.
 

- JHT

 

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Kritiseret aftale om rettighedsbetaling lagt på is, mediebureauer kigger efter alternativer til Facebook, DR dropper livekoncerter, podcastbureau udvider med nye formater, og lokale radio- og tv-stationer har fået inddraget deres sendetilladelser. Læs med, når vi gennemgår ugens største mediesager.

Producenter glæder sig over droppet aftale men afblæser ikke krise

En rettighedsaftale, som i måneder har betydet stop for udvikling af fiktion til streamingtjenester, blev torsdag forkastet af Create Denmark, og det er et skridt i den rigtige retning. Det mener bl.a. Producentforeningen. Nu pågår individuelle forhandlinger med tjenesterne, men det risikerer at trække ud til efter sommer, lyder det.

Læs også

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs