MediaWatch

Medier opfordrer ny regering til opgør med papirstøtte

Nærlæs Mediestøtteudvalgets rapport, lyder opfordringen fra nogle af medierepræsentanterne i Udvalget, som kræver platformsneutral støtte hurtigst muligt.

Den nye regering bør ikke tøve med at ændre vilkårene for mediestøtten - gerne med et vågent øje på Mediestøtteudvalgets rapport, mener Christian Kierkegaard, direktør for foreningen Danske Specialmedier og FDIM's Morten Helveg Petersen, der begge deltager i arbejdet med at færdiggøre rapporten, som er klar senere på måneden og peger imod et farvel til distributionsstøtten.

“Vi håber, at en ny regering straks vil forholde sig til Mediestøtteudvalgets rapport, som kommer senest ved månedens udgang, så en omlægning kan gennemføres hurtigst muligt – og at der allerede i finansloven for 2012 sikres støtte til fritstående netmedier og nichemedier," siger Christian Kierkegaard. 

S og SF har allerede varslet, at forårets medieforlig, som de står udenfor, skal genforhandles. Men Christian Kierkegaard håber på, at signalerne om et samarbejde over midten holder stik på det mediepolitiske område.

"Det er vigtigt, at en ny regering skaber et bredt politisk flertal omkring mediestøtten, så medierne kan disponere langsigtet. Vi har med interesse noteret, at de tre partier, der forsøger at danne regering, har talt for en omlægning af mediestøtten, som blandt andet sikrer støtte til fritstående netmedier og nichemedier – og vi har en forventning om, at ordene hurtigt omsættes til handling, så vi kan få en mere tidssvarende mediestøtte,” lyder hans kommentar.

Flertallet for at ændre Dagbladsnævnet, der støtter etablering, omstilling og sanering af trykte dagblade, til et platformsneutralt Medienævn er i princippet til stede både til højre og venstre i Folketinget, mens politikerne har udtrykt ønske om at afvente Mediestøtteudvalgets rapport med hensyn til andre ændringer på områder som distributionsstøtten og 0-momsen.

Derudover har Danske Specialmedier også en forventning om, at den nye regering vil prioritere gennemførelsen af en ny offentlighedslov, som styrker offentlighedens indsigt i den politiske beslutningsproces og den offentlige forvaltning, lyder det fra Christian Kierkegaard.

Hos IDG, der udgiver medier som Computerworld og PCWorld, håber adm. direktør Søren Queitsch også på handling.

“Mit håb er, at en ny regering er motiverede for at få vist resultater, og derfor hurtigt vil trække i arbejdstøjet, bl.a. med henblik på at få afklaret den fremtidige mediestøtte. De tidligere udmeldinger fra ordførerne fra S, SF og R, har vist at de gerne ser en mere platformsneutral støtte fremadrettet. Så det er jo mit store håb, at de holder fast i dette til glæde for pluralismen i det danske medielandskab.”

I Foreningen af Danske Interaktive Medier er direktør Morten Helveg Petersen på linje med specialmedierne.

"En ny regering og et nyt folketing vil forhåbentlig kaste sig over at reformere mediestøtten. Det er der god brug for. Mediestøtteudvalgets rapport offentliggøres snart, så jeg håber politikerne vil lade sig inspirere af rapporten og sætte handling bag ordene," lyder det for Morten Helveg Petersen og tilføjer:

"Jeg håber, at et nyt folketing vil ændre mediepolitikken snart så den bliver mere uafhængig af platforme end den er i dag. Min frygt ville være hvis et nyt folketing ikke handler på rapporten. Hver dag med de nuværende utidssvarende ordninger er en dag for meget."

- TBH

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Opsigelse i Ekstra Bladets ledelse, Podimo henter trecifret millionbeløb og Zentropa-chef frygter "international leverpostej" i dansk fiktiion er nogle af de vinde, der har blæst og formet det danske medielandskab i denne uge. Få dit overblik her.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs