Briefing: Ugen i mediebranchen
Meget lig kristus har der været fart på nyhederne fra Mediedanmark og omegn i den forgangne uge, på trods af at den har bestået af maks fire arbejdsdage for mange. Du kan sikre dig, at du ikke er gået glip af noget med denne overflyvning.
Vi begynder på Christiansborg, hvor kultur- og medieordførere fra en stribe oppositionspartier endnu ikke blevet indkaldt til forhandlinger om ny medieaftale, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil lande inden sommerferien. ”Et kæmpe problem for hele mediebranchen”, lød det fra Enhedslistens medieordfører.
Test og kunstig intelligens
En stor mangel ved en manglende medieaftale er, at de politisk bestemte vilkår for branchen ikke er opdateret i forhold til den rivende udvikling, der på få år har omkalfatret store dele af medielandskabet. En af de helt store innovationskilder er aktuelt kunstig intelligens.
Det arbejder bl.a. lydplatformen Podimo med. Selskabet vil snart udrulle en testversion af en nyhedstjeneste, som bliver baseret på en kombination af kunstig intelligens og menneskelig kuratering, fortalte Podimos produktdirektør mandag.
På Ekstra Bladet bruger man AI til at skrive lokalnyheder. Tabloidmediets udviklere pønser på flere værktøjer til journalister, der snart skal testes.
Selskabet bag den digitale radio R8dio har haft formandsskifte, hvor tidligere Pandora-direktør Thomas Ryge Mikkelsen har sat sig i stolen. Hans hovedopgave er at bidrage til at hæve antallet af betalende abonnenter.
Højere priser, ny strategi og regnskab
Politiken har hævet priserne på papiravisen grundet store stigninger i omkostninger. Det ser foreløbigt ud til, at kunderne møder ændringerne med en større forståelse end frygtet, fortalte kommerciel direktør Astrid Jørgensen.
På A4 Medier bød 2022 også på større omkostninger, men her skyldtes det investeringer. Trods vækst i abonnementsforretningen blev det digitale nichemediehus trukket i endnu et underskud i 2022. Adm. direktør og ansv. chefredaktør Kristian Madsen glædede sig over toplinjevæksten og håber på sorte tal inden for få år.
TV 2 Øst skal være en ”digital først” regional broadcaster og omorganiserer derfor sin redaktion. Det har egentlig været en strategi siden 2019, men ”nu mener vi det,” fortalte adm. direktør Anette Kokholm og satte flere ord på, hvordan prioriteringer bliver fundamentalt ændret.
Vi bliver i det digitale på overflyvningens sidste stop.
Brancheorganisationen Danske annoncører og markedsførere (Daom) er initiativtager til at få danske aktører på annocemarkedet med i Global Alliance of Responsible Media. Det skal give værktøjer til tryggere at kunne købe og sælge digitale annoncepladser og sikre, at annoncer ikke ender ved siden af skadeligt indhold.
Ugens tal
34 pct. Så mange af de danske brugere af Twitter har i løbet af de sidste to år forladt det sociale medie, viste ny undersøgelse denne uge. Den viste samtidig, at 17 pct. af danskerne i dag er på Twitter.
Nyt på navnefronten
Der er dobbelt korrespondent-nyt fra DR, hvor Nanna Muus Steffensen bliver ny Mellemøsten-korrespondent med base i Istanbul, og hvor Jakob Krogh rykker til USA som korrespondent.
Den tidligere Pandora-direktør Thomas Ryge Mikkelsen er blevet medejer og bestyrelsesformand i selskabet bag den digitale radio R8dio.
Martin Broberg bliver kommunikationsdirektør i fiberselskabet Globalconnect.
Jonas Højlund træder efter otte år tilbage fra posten som redaktør for Fagbladet 3F’s medier.
Marianne Bugge Zederkof bliver ny vice adm. direktør i Danske Medier.
Rasmus Mandsberg Christiansen bliver ny redaktionschef med ansvar for streamingindhold, programmer, serier og events i TV2 Nord.
Søren Bygbjerg indtræder i bestyrelsen hos public service-radiostationen Radio 4.
Kasper Adsbøl bliver Head of Corporate Brand & Responsibility i TV 2.
Thomas Aagaard er blevet udnævnt som redaktionschef i Zetland.
Læst i andre medier
Diskussionen om kunstig intelligens præger flere brancher. I marketing stormer teknologien frem, hvor det i Danmark er 58 pct. af marketingafdelinger, der er begyndt at bruge AI-værktøjer. Det tal vil kun stige, fortæller stemmer fra branchen til Mediet Markedsføring, hvor du kan læse om undersøgelsen.
Med ønsket om en god weekend,
MediaWatch
Relaterede artikler:
JFM's radiodirektør indtræder i Radio4's bestyrelse
For abonnenter