Chatbot-skaber anerkender bekymringer under høring i USA
Den amerikanske Kongres tog tirsdag eftermiddag dansk tid hul på en høring af chefen for OpenAI, der er selskabet bag chatbotten ChatGPT.
Det skriver den amerikanske avis The Washington Post og britiske BBC.
OpenAI’s administrerende direktør, Sam Altman, erkendte under høringen helt generelt, at kunstig intelligens skal håndteres med omtanke.
Altman sagde blandt andet, at der er brug for, at forskellige landes regeringer regulerer brugen af kunstig intelligens.
Ved høringens start beskrev den republikanske senator Josh Lawley kunstig intelligens som ”en af de vigtigste teknologiske opfindelser i menneskehedens historie”. Det skriver BBC.
Senatoren spurgte herefter, om kunstig intelligens i fremtiden vil blive sammenlignet med opfindelsen af den trykte presse - altså som noget fordelagtigt og nyttigt - eller med opfindelsen af atombomben.
Altman svarede, at det har potentiale til at kunne sammenlignes med den trykte presse, men ”at vi skal samarbejde for, at det ender sådan”.
BBC’s teknologiredaktør har tirsdag vurderet høringen af OpenAI-chefen.
”Han er ikke overraskende optimistisk om fordelen ved kunstig intelligens. Men han indrømmer, at han også har bekymringer,” skriver redaktøren, Zoe Kleinman, efter høringens start i Kongressen.
Hun noterer sig desuden, at høringen foregår i en relativt venlig tone.
Kongressens høringer af tech-chefer - eksempelvis Facebooks Mark Zuckerberg - har ellers før været præget af en ret anspændt stemning.