Tiktok: Overvejer frasalg, hvis forhandlinger med USA fejler

Ledelsen i Tiktok overvejer en mulig separation fra moderselskabet, kinesiske Bytedance, hvis forhandlingerne med de amerikanske myndigheder fejler, for at undgå et forbud mod den kontroversielle applikation i USA.
Det erfarer Bloomberg News fra unavngivne kilder.
Et frasalg eller muligvis en selvstændig børsnotering anses som den sidste udvej, og det vil kun komme på tale, hvis den igangværende dialog med de amerikanske nationale sikkerhedsmyndigheder ikke bærer frugt.
Det vurderes samtidig, at selv de kinesiske myndigheder i det tilfælde ville være tvunget til at acceptere den mulighed.
Det er den såkaldte Committee of Foreign Investments in the United States, der for tiden undersøger, om Tiktoks applikation udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.
Tiktok har i et forsøg på at imødekomme de amerikanske myndigheder indgået en aftale med Oracle, kaldet ”Project Texas”, om at lagre data fra amerikanske brugere og om at undersøge applikationens software og algoritmer. Desuden har det kinesiske selskab foreslået at oprette et råd med tre regeringsgodkendte medlemmer, som skal holde øje med applikationen i USA, skriver Bloomberg News.
Indtil videre har myndighederne i USA dog ikke accepteret forslagene som tilstrækkelige, mens lovgiverne i Kongressen også pønser på en række nye regler, der kan ramme Tiktok. Selskabets topchef, Shou Chew, er desuden blevet indkaldt til at vidne om applikationens beskyttelse af privatliv og sikkerhed i Repræsentanternes Hus i næste uge.