
EU-puljen til journalistiske partnerskaber er åbnet op for en ny runde af ansøgninger. Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en meddelelse.
Puljen ligger under Europa-Kommissionens organisation Creative Europe og støtter udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller for nyhedsmedier gennem bl.a. udvikling af formater og udveksling af best practises på tværs af en række lande.
”Manglende indtjeningsmuligheder i den digitale tidsalder, misinformation, fake news og svækkelse af medieudbuddet som følge af nedlukninger og indskrænkning af presse- og ytringsfrihed. Nyhedsmedierne er presset på mange fronter rundt om i Europa. Derfor har Europa-Kommissionen gennem Creative Europe lanceret en pulje for journalistiske partnerskaber, der skal styrke nyhedsmedielandskabet gennem samarbejder på tværs af landegrænser,” lyder det i meddelelsen.
Puljen er på to mio. euro og kan dække op til 80 pct. af et projekts budget på en periode på op til to år. Der er ansøgningsfrist 7. september.