MediaWatch

Kulturministeriet skal betale millioner til rettighedshavere

Ordning, der skal kompensere rettighedshavere til bl.a. musik og film, var i strid med EU-retten, og ministerium skal betale erstatning.

Foto: Thomas Borberg

Østre Landsret har i en dom torsdag pålagt Kulturministeriet at betale en millionerstatning til Copydan KulturPlus, der sikrer, at blandt andre musikere får betaling for deres produkter.

Sagens kerne har været, om vederlagsordningen - blankmedieordningen - i en årrække var i strid med EU-retten. Og om staten har været ansvarlig for det.

Resultatet er, at Kulturministeriet skal betale en erstatning på 110 millioner kroner til Copydan KulturPlus.

Lena Brostrøm, der er bestyrelsesformand i Copydan KulturPlus, er glad for dommen, selv om erstatningen ligger langt under de lidt over én milliard kroner, som organisationen havde krævet.

”Vi er bare tilfredse med, at Østre Landsret er kommet frem til, at der er sket en overtrædelse af EU-retten, og at man har erkendt, at det har været overtrådt i løbet af nogle år,” siger hun.

Der var en så ”kvalificeret overtrædelse af EU-retten”, at ”Kulturministeriet havde pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, rettighedshaverne var påført fra den 1. juli 2018 til den 31. december 2021,” lyder det i dommen.

Kompensation til rettighedshavere

Blankmedieordningen skal kompensere rettighedshavere til eksempelvis musik og film for, at det efter ophavsretsloven er tilladt for private at fremstille enkelte digitale kopier til privat brug.

Spørgsmålet i sagen var, om ordningen fra august 2014 til december 2021 var i strid med EU-retten, fordi den ikke omfattede vederlag fra salg af visse indbyggede lagringsmedier som eksempelvis smartphones, tablets og computere.

”Man har givet private lov til at kopiere på medier, og så sætter man et kompensationsniveau, som har været for lavt og på forkerte medier.”

”Det er jo væsentligt, fordi det er en del af den økonomiske fødekæde for både kunstnere og kulturproducenter at modtage de her kompensationsordninger,” siger Lena Brostrøm.

Ministeriet vil studere dommen

Blankmedieordningen blev i 2021 revideret, så den fra 1. januar i år også inkluderer privatkopiering på en række indbyggede lagringsmedier. Men ordningen blev ikke ændret hurtigt nok.

Ifølge Østre Landsret havde Kulturministeriet ”pligt til så hurtigt som muligt at få afklaret behovet for en tilpasning af ophavsretslovens bestemmelser om blankmedieordningen til de krav, der følger af EU-retten”.

Retten henviser til, at der i 2015 og 2016 blev afsagt to domme af EU-domstolen.

Med dommene, den teknologiske udvikling og ændringerne i danskernes kopieringsadfærd in mente var der skabt en sådan tvivl om, hvorvidt ordningen overholdt et EU-direktiv, og ministeriet skulle have handlet hurtigt.

Det er muligt at anke dommen til Højesteret. Men det står endnu ikke klart, om det vil ske.

”Kulturministeriet vil nu studere dommen nærmere i samråd med vores rådgivere for at vurdere konsekvenserne,” lyder det i en mail til Ritzau.

Mere fra MediaWatch

DR og Roskilde Festival dropper tv-samarbejde

Danmarks Radio har droppet alle livekoncertoptagelser og tv-produktioner fra årets musikfestivaler heriblandt Roskilde Festival. Seertilslutningen står ikke mål med ressourceforbruget, lyder det. I stedet spreder DR sine medarbejdere over flere festivaler henover sommeren.

EU-pulje for nyhedsmedier åbner

Europa-Kommissionens organisation Creative Europe har lanceret en pulje for journalistiske partnerskaber på tværs af landegrænser, som skal understøtte bæredygtige forretningsmodeller for nyhedsmedier.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs