MediaWatch

Dansk film har brug for bidrag fra streamingtjenester

En streamingafgift kan være med til at revitalisere produktionen af danske spillefilm, der er faldet markant de seneste 15 år. Det mener DFI-direktør, Claus Ladegaard, der i en kommentar til MediaWatchs Medieklumme giver sit svar på spørgsmålet om, hvorfor der bør indføres en streamingafgift.

Foto: Nicolai Østergaard/DFI

DEBAT | Skal streamingtjenesterne bidrage til dansk indholdsproduktion? Og hvorfor? Og hvis de skal bidrage, hvad skal bidraget så anvendes til? Det er et af de helt centrale spørgsmål op til de kommende medieforhandlinger og bliver også rejst i MediaWatchs Medieklumme af Claus Bülow Christensen den 6. januar.

I løbet af de seneste 15 år er indtægterne fra danske film faldet markant - med en bekymrende nedgang i antallet af nyproducerede film til følge. Derfor bør et bidrag fra de kommercielle streamingtjenester indføres og øremærkes produktion af dansk film.

Med opblomstringen af det digitale streamingmarked har indtægtsstrømmene i dansk film ændret sig radikalt. I takt med, at streamingtjenesternes markedsandele er vokset, er indtægterne fra danske spillefilm faldet markant.

Således er den gennemsnitlige bruttoindtægt fra fysisk og digitalt salg samt leje per film faldet fra over seks mio. kr. i 2004 til omkring én mio. kr. i 2019. Biografindtægterne har i samme periode været stabile og kompenserer ikke for nedgangen i indtægter.

 

Indtægterne fra fysisk og digitalt salg og leje har været med til at danne det økonomiske fundament for finansieringen af nye danske film. Nedgangen i indtægter har derfor haft betydning for antallet af nye film.

I perioden fra midten af 00'erne er antallet af film faldet fra omkring 30 danske film om året til de aktuelle 20 film om året. Og det nuværende niveau kræver endda, at vi både kan fastholde en høj grad af – i øvrigt - usikker udenlandsk finansiering, og at en del af filmene produceres på meget lave budgetter.

 

 

Det nuværende niveau er det laveste antal siden årtusindeskiftet, og det er en udvikling, der har alvorlige konsekvenser for dansk film. Et faldende antal film udfordrer mangfoldigheden i dansk film, fordi det gør det svært at producere film til alle dele af befolkningen, og som samtidig vanskeliggør opretholdelsen af en kompetent spillefilmsproducerende branche.

Rammer udvikling og fornyelse

Samtidig betyder de faldende indtægter, at risikovilligheden sættes på prøve. Det rammer særligt de film, der går andre veje og skal forny dansk film, fordi de ofte har et usikkert publikumspotentiale. Men det er de film, som er helt afgørende for den langsigtede udvikling af dansk film.

De faldende indtægter skyldes primært, at der ikke længere sælges og lejes dvd’er.

De indtægter, der tidligere tilfaldt danske film, og som blev investeret i nye film, går i dag til streamingtjenesterne. Men de investerer kun i meget begrænset omfang i dansk film.

I årene 2019 og 2020 investerede streamingtjenesterne tilsammen årligt 14 mio. kr. i dansk film, mens de i årene 2020 og 2021 hvert år investerede omkring 300 mio. kr. i serier (ifølge DFI's eget beregnede estimat, red.).

Økonomisk revitalisering

Hvis vi ønsker at fastholde dansk films høje markedsandel og internationale niveau og sikre en mangfoldighed i de historier, der fortælles, så er der brug for en økonomisk revitalisering, som kan øge det årlige antal spillefilm til mellem 25 og 30 film.

Et omsætningsbestemt bidrag fra streamingtjenesterne vil kunne bidrage til præcis den forøgelse af produktionen og den mangfoldighed i udbuddet, der er nødvendig.

Så hvorfor egentlig et bidrag fra streamingtjenesterne, og hvad skal det anvendes til? Ja, svaret giver vel næsten sig selv.

Mere fra MediaWatch

Debat: Mediepolitik uden jordforbindelse

Magter folketing og regering at lave en medieaftale, der kan gennemføres, og vil den fungere i virkelighedens mediemarked? Sporene skræmmer. Den seneste medieaftale fra 2018 er et klart eksempel på, hvor galt det kan gå. Men den var desværre ikke en undtagelse. Sådan lyder det fra rådgiver og tidl. generaldirektør i DR Christian S. Nissen i dette debatindlæg.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs