MediaWatch

Facebook spinder guld på prisstigninger på reklamer

SoMe-giganten Facebook har kunnet hæve prisen markant for reklamer. Det sender milliarder af dollar i kassen.

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Facebook har i sit finansielle andet kvartal taget næsten 50 procent mere for sine reklamer end i samme periode sidste år.

Det har øget selskabets omsætning og næsten fordoblet nettoresultatet.

Det viser selskabets regnskab for dets andet kvartal - de tre måneder, der sluttede med juni - der netop er offentliggjort.

"Vi havde et stærkt kvartal i takt med, at vi fortsætter med at hjælpe virksomheder til at vokse og mennesker med at være forbundne," skriver stifter og administrerende direktør Mark Zuckerberg i regnskabet.

Facebook, som også ejer store sociale medier og beskedplatforme som Instagram, WhatsApp og Messenger, øgede omsætningen med over 50 procent til 28,6 milliarder dollar i kvartalet.

Nettoresultatet - overskuddet når alle regninger er betalt - blev mere end fordoblet til 10,4 milliarder dollar. Omsætningen er for langt hovedparten skabt af reklameindtægter, der er så godt som den eneste indtægtskilde.

"Væksten i indtægter fra reklame var drevet af en stigning i prisen på 46 procent per reklame sammenlignet med samme periode sidste år samt en stigning på seks procent i antallet af reklamer leveret," skriver Facebook i regnskabet.

På trods af at Facebook har mindre tag i yngre mennesker, der søger mod andre platforme, steg antallet af aktive, daglige brugere på dets platforme til 1,9 milliarder i kvartalet - en stigning på syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Kigger man på brugere, der er aktive mindst en gang om måneden, var tallet 2,9 milliarder i kvartalet - en tilsvarende stigning.

Alt er dog ikke fryd og gammen for Facebook, der de sidste mange år har fået kritisk politisk fokus for de informationer, der bliver spredt på dets platforme.

"Vi forventer forstærket modvind inden for målrettede reklamer i 2021 fra lovgivning og skift i platforme, specielt de seneste iOS (Apples styresystem red.) opdateringer."

"Vi fortsætter med at monitorere udviklingen inden for mulighederne for at flytte data over Atlanten og disses mulige effekt på vores europæiske forretning," skriver Facebook.

Førstnævnte handler om, at Apple har givet sine brugere langt bedre mulighed for at begrænse, hvilke data der bliver indsamlet om dem. Sidstnævnte handler om EU's kamp for at have bedre kontrol med, hvor dets borgeres data bliver gemt og behandlet.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Flere historier om mediekoncerners sparerunder, Disneys søsætning af første nordiske produktion og opkøbet af it-medie har alle været med til at præge nyhedshimlen over Mediedanmark i denne uge. Få overblikket her.

Politiken-ledelse nedbringer antallet af fyringer

Fire af de varslede fyringer er nu erstattet med frivillige fratrædelser. Medarbejderne har ”en stærk forventning” om, at de videre forhandlinger vil føre til, at antallet af fyringer ender på nul.

Jyllands-Posten indleder forhandlinger om frivillige fratrædelser

Medarbejderne er vendt tilbage til arbejdet, fordi de oplever, at ledelsen nu åbner for forhandlinger om vilkårene for afskedigelser af seks redaktionelle medarbejdere. Der er indledt individuelle forhandlinger om frivillige fratrædelser, fortæller ansv. chefredaktør Jacob Nybroe.

Poul Madsen trækker sig fra Den Uafhængige

Små tre måneder efter at være tiltrådt som arbejdende bestyrelsesformand og medejer af Den Uafhængige er Poul Madsen stoppet i begge roller. Han fortsætter dog som mediets ”gode ven”.

Jysk Fynske-ledelse genovervejer alle udviklingsprojekter

Mediekoncernens omkostninger stiger med tocifret millionbeløb i 2023, mens indholdssalget er udfordret af inflation og stramme budgetter. Derfor skal alle udviklingsprojekter genevalueres – herunder lokalsatsningen med 24 digitale betalingsmedier, som adm. direktør ikke kan love at holde hånden under.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs