MediaWatch

EL vil have statsligt nævn til at kontrollere Facebook

Inden regeringen til efteråret indkalder til forhandlinger om techgiganternes rolle, foreslår Enhedslisten oprettelsen af et digitalt rettighedsnævn, som skal holde techgiganter som Facebook ansvarlige for indholdet på deres platforme.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

For at komme delingen af ulovligt indhold på Facebook og andre digitale platforme til livs vil Enhedslisten ifølge et nyt udspil have oprettet et statsfinancieret nævn, som skal tage sig af sagen. Det skriver Politiken.

"Sociale mediers markedsmekanisme virker sådan, at de tjener penge på klik, som særligt kommer, når folk bliver nysgerrige. Hvis man ser et billede af en vens ekskone uden tøj på, klikker de fleste. Derfor har de sociale medier ikke incitament til at tage sådan et billede ned – selv om det er ulovligt. Derfor mener vi, at vi skal have det her digitale rettighedsnævn, som man som bruger af de sociale medier kan klage til," siger partiets retsordfører Rosa Lund til Politiken.

Ifølge Martin Ruby, politisk chef i Facebook i Norden, er det tiltrængt med et regelsæt, så Facebook ikke selv skal tage alle beslutninger, men peger dog på, at det sandsynligvis vil blive en stor udfordring for nævnet at forholde sig til alle klager inden for 24 timer, som Enhedslisten foreslår.

Forslaget fra Enhedslisten kommer i kølvandet på, at statsminister Mette Frederiksen på Folkemødet lancerede en hvidbog om techgiganterne og de udfordringer, der følger med deres udvikling. Samtidig annoncerede hun, at techgiganter i højere grad skal reguleres politisk.

Til efteråret inviterer regeringen til forhandlinger om techgiganternes rolle.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs