MediaWatch

Helle Thorning-Schmidt: Rigtigt at suspendere Trumps profil på Facebook

Helle Thorning-Schmidt har som medlem af Facebooks tilsynsråd været med til at blåstemple suspenderingen af Donald Trumps Facebook-profil. Men hun mener, det er forkert at lukke profilen på ubestemt tid.

Tidligere statsminister og medlem af Facebooks tilsynsråd, Helle Thorning-Schmidt. | Foto: Thomas Borberg

Facebook har aldrig før suspenderet en profil på platformen på ubestemt tid, men i januar blev USA's daværende præsident Donald Trumps konto lukket som konsekvens af hans støtters stormning af Kongressen, hvor fem mennesker mistede livet. Og det var forkert, mener tidligere statsminister og nuværende medlem af Facebooks tilsynsråd, Helle Thorning-Schmidt, skriver DR.

Hun kritiserer, at Facebook ikke benyttede sig af et greb, techkoncernen selv har sat op til at håndtere profiler, når Facebook vurderer, profiler bryder med fællesskabsreglerne. Facebook kan enten suspendere en konto inden for en klart afgrænset periode eller lukke den permanent.

"Det, som Facebook ikke kan, det er bare at opfinde en straf til én specifik bruger. Og jeg vil sige, at den dom, der er afsagt i dag, handler mere om Facebook og ordentlige forhold for brugerne, end den handler om Trump," siger hun til DR.

Som et af de 20 medlemmer af Facebooks tilsynsråd var Helle Thorning-Schmidt dog selv med til at godkende suspenderingen af Trumps Facebook og Instagram-profiler onsdag, hvilket betyder, suspenderingen kan fortsætte - selvom Rådet kritiserede den uafgrænsede tidshorisont. Tilsynsrådet er uafhængigt af Facebook og træffer beslutninger, der er bindende. Det kunne altså lukke Trump tilbage i Facebook-varmen, hvis dets medlemmer var uenige i suspenderingen.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny Zetland-chefredaktør, redning af radiokanaler og Radio Loud 2.0 har været ingredienserne i denne uges mediegryderet. Få stillet sulten med vores sammenkog af de vigtigste historier i denne briefing.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs