MediaWatch

Trump lancerer nyt forum forud for afgørelse om Facebook-forbud

Dagen før Donald Trumps fremtid på Facebook afgøres, har han lanceret et nyt forum, hvor indhold kan deles.

Foto: OCTAVIO JONES/REUTERS / X07298

Tidligere præsident Donald Trump har tirsdag lanceret et nyt forum på sin hjemmeside, hvor han kan offentliggøre indlæg, der kan deles af andre på Twitter og Facebook, som han fortsat er udelukket fra.

Tiltaget kommer, dagen før at Facebooks uafhængige tilsynsråd, Oversight Board, skal beslutte, hvorvidt forbuddet mod Trump skal opretholdes.

Donald Trump blev suspenderet fra en række sociale medier, efter at hans tilhængere stormede Kongressen i Washington D.C. den 6. januar. Fem personer mistede livet i forbindelse med optøjerne.

Trumps seniorrådgiver, Jason Miller, oplyste i slutningen af marts, at den tidligere præsident vil lancere en ny social medie-platform indenfor to-tre måneder.

Samme rådgiver skriver på Twitter tirsdag, at det nye forum på Trumps hjemmeside, "From the Desk of Donald J. Trump", ikke er det nye sociale medie, som Trump har planer om at lancere.

"Præsident Trumps hjemmeside er en fantastisk kilde til at finde hans seneste udtalelser og højdepunkter fra hans første embedsperiode, men dette er ikke en ny social medie-platform."

"Vi vil komme med yderligere information på den front i den nærmeste fremtid," skriver Miller på Twitter.

Forummet hedder på dansk "Fra Donald J. Trumps skrivebord" og indeholder indlæg fra Trump, som kan likes og deles.

I en introduktionsvideo bliver besøgende på siden mindet om, at Trumps personlige Twitter-profil med 88 millioner følgere er blevet bandlyst. Dernæst dukker følgende tekst op på skærmen:

"Et frihedsfyrtårn opstår. Et sted, hvor man kan tale frit og sikkert."

I indlæggene på siden gentager Donald Trump blandt andet sine falske påstande om, at han tabte præsidentvalget i 2020 på grund af valgsvindel.

I andre indlæg nedgør han republikanske partifæller, der har været kritiske over for ham, såsom senator Mitt Romney og medlem af Repræsentanternes Hus Liz Cheney.

En talsmand for Twitter siger til nyhedsbureauet Reuters, at deling af indhold fra "From the Desk of Donald J. Trump" vil være tilladt, så længe det ikke bryder med Twitters regler.

Trumps Facebook-fremtid bliver afgjort onsdag 

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Foreløbig kulmination på "grønlandssagen", Sjællandske køber op, sunde producentbundlinjer og TV 2 Play når nye kundehøjder. Mediebranchen har ikke ligget på den lade side i sommervarmen - få overblikket med ugens overflyvning.

Facebook lancerer podcast-funktion

Podcastproducenter får en ny kanal at nå potentielle lyttere på, når den sociale medieplatform i næste uge introducerer en særskilt podcast-funktion.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs