Tiktok sagssøges for ulovlig indsamling af data om børn i Europa

Den populære kinesiske videoapp Tiktok sagsøges for flere milliarder pund og beskyldes for ulovligt at have indsamlet personlige oplysninger om millioner af børn i Europa.
Det skriver Financial Times.
Anklagemyndigheden mener, at Tiktok har indsamlet enorme mængder af personfølsom data fra børn og unge, som har brugt appen, uden at have tilladelse til det.
Det kinesiske selskab har angiveligt også solgt telefonnumre, billeder, videoer, lokationsoplysninger og biometrisk data til en tredjepart.
"Vi tror, at forældre og børn bliver chokeret, og sagen er gjort meget værre af appens store popularitet i aldersgruppen. Ifølge Ofcom (britisk telemyndighed, red.) bruger 44 pct. af de otte til tolvårige Tiktok. Vi mener, at der sandsynligvis er omkring 3,5 mio. børn alene i Storbritannien, der er ramt af dette og langt flere i hele Europa," siger Anne Longfield, der er tidligere børnekommissær i England og står bag søgsmålet, til Financial Times.
Tom Southwell, der er partner hos advokatselskabet Scott + Scott, kalder sagen for "et alvorligt brud på både britisk og europæisk databeskyttelseslovgivning".
Det er ikke første gang, at Tiktok er i skudlinjen for ulovlig indsamling af data.
I 2019 modtog selskabet, der er ejet af Bytedance, en bøde på 5,7 mio. dollar for ulovligt at hente oplysninger om platformens yngste brugere i USA, skriver avisen.
Tiktok åbner nordisk kontor i Stockholm
Europæisk forbrugerråd beskylder Tiktok for alvorlige lovbrud