MediaWatch

Arbejdere hos Amazon i USA kræver fagforening – nu stemmes der

5800 ansatte i sydstaten Alabama indleder urafstemning. Kan blive første fagforening hos Amazon i USA.

Urafstemningen ses som en vigtig test for den amerikanske fagbevægelse og dens forhold til USA's store og enormt velhavende techselskaber. | Foto: ANGELA WEISS/AFP/Ritzau Scanpix

Arbejdere på et af Amazons store lagre i den amerikanske stat Alabama har mandag taget hul på en urafstemning om at etablere en fagforening på arbejdspladsen.

Det sker, selv om den verdensomspændende handelsplatform har et mangeårigt ry for at bekæmpe fagforeninger og har været i stand til at holde faglige organisationer ude.

Urafstemningen ses som en vigtig test for den amerikanske fagbevægelse og dens forhold til USA's store og enormt velhavende techselskaber.

Der er sendt stemmesedler med posten til 5800 arbejdere på fordelingslagret i Bessemer i delstaten Alabama i det sydlige USA. Et føderalt organ, NLRB, som kontrollerer arbejderes ret til organisering, har beordret, at urafstemningen skal fortsætte til 29. marts.

Hvis det lykkes at oprette en faglig klub, der vil få forhandlingsret, så vil det være første gang i USA, at det lykkedes på nogen af Amazons megaanlæg. De ansatte betjener selskabets e-handel.

Amazons stifter, Jeff Bezos, er i dag verdens rigeste mand. Han startede med at sælge bøger online, men i dag forhandles næsten alle type varer.

Men Amazons ledelse i Bessemer har forsøgt at forhindre afstemningen blandt arbejderne. Den siger, at den ikke har opbakning fra et flertal af de ansatte. Og de mener, at arbejderne i øvrigt har lønninger over gennemsnittet.

Det påpeges, at startlønnen er på lidt over 15 dollar (knap 93 kroner) i timen. Det er i en stat, hvor mindstelønnen er det halve af det.

NLRB tillader som oftest, at der kan holdes en urafstemning, når mindst 30 procent af de ansatte skriver under på fagforeningsbeviser.

Bag afstemningen står lager- og butiksarbejdernes fagforening.

Amazon er med over 800.000 ansatte den næststørste private arbejdsgiver i USA, kun overgået af Walmart. Langt de fleste af medarbejderne har under coronapandemien været nødt til at møde op på deres arbejde, fordi det ikke har kunnet udføres hjemmefra, som millioner af andre i USA har gjort det under pandemien.

Amazon er en global virksomhed, og der har i en række år været klaget over arbejdsforholdene i Europa fra de ansatte, der ikke er organiseret i fagforeninger.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs