Fagfolk kritiserer mediernes techdækning
Amerikanske techkoncerner har fået global indflydelse på samfundsudviklingen, men dækningen af de teknologiske magthavere halter efter i danske medier, mener en række fagfolk. Det skriver fagbladet Journalisten.
"Vi vil se tilbage på vores tid som et historisk lavpunkt – hvad angår forståelsen for de vilkår, som de her digitale miljøer stiller børn, deres forældre og resten af samfundet over for," siger Mikkel Flyverbom, medlem af Dataetisk Råd og professor i digitale forandringer på CBS til Journalisten.
Også Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet, og Pernille Tranberg, der er medstifter af datatænketanken Dataethics, mener, der er et klart misforhold mellem teknologiens indflydelse på vores liv og den journalistiske prioritering af stofområdet - og det har de en pointe i, medgiver Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen, over for Journalisten.