MediaWatch

Kvinde får fire års fængsel for virusrapportering i Wuhan

En borgerjournalist idømmes fire års fængsel for at rapportere om sine oplevelser under virusudbruddet i Kina.

Foto: China Daily/Reuters/Ritzau Scanpix

En kinesisk borgerjournalist er ved en domstol i Shanghai mandag blevet idømt fire års fængsel for at have rapporteret fra Wuhan, da coronavirusudbruddet brød ud.

Det fortæller en af borgerjournalisten Zhang Zhans forsvarsadvokater, Ren Quanniu.

Strafudmålingen kommer, næsten et år efter at de første meldinger om en "ukendt viral lungebetændelse" dukkede op i den centralt beliggende kinesiske by.

Zhang Zhan, der er tidligere advokat, fik sin straf efter en kort høring ved domstolen i Shanghai.

Hun var tiltalt for at have "opildnet til stridigheder og fremprovokeret bekymringer" i sin rapportering under de kaotiske, indledende faser af udbruddet.

Hendes direkte rapporteringer og essays blev bredt delt på sociale medier i februar, hvilket fangede myndighedernes opmærksomhed.

Hidtil har de kinesiske myndigheder straffet ni coronavirus-whistleblowere i et forsøg på at afværge kritik af regeringens håndtering af virusudbruddet.

Mandag morgen lokal tid havde en gruppe tilhængere og diplomater samlet sig uden for domstolen i Shanghais distrikt Pudong New.

Idet den tiltalte og hendes advokat ankom til stedet, skubbede politiet journalister og tilskuere væk fra indgangen.

Den 37-årige Zhang Zhan, der har været tilbageholdt siden maj, indledte en sultestrejke i juni. Hun er efterfølgende blevet tvangsfodret via en slange i næsen, mens bekymringer for hendes helbred er vokset.

"Da jeg besøgte hende i sidste uge, sagde hun til mig: "Hvis de idømmer mig en hård straf, vil jeg nægte mad helt indtil slutningen." Hun tror, at hun kommer til at dø i fængslet," sagde forsvarsadvokat Ren Quanniu tidligere mandag, inden strafudmålingen fandt sted.

Retssagen kommer, kun få uger før at et internationalt hold af eksperter fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ventes at ankomme til Kina for at undersøge oprindelsen af covid-19.

Anklagere havde på forhånd anbefalet en straf på mellem fire og fem års fængsel til Zhang Zhan, der hele tiden har fastholdt sin uskyld.

Zhang Zhan har været kritisk over for myndighedernes tidlige respons på virusset i Wuhan. I et essay fra februar skrev hun, at regeringen "ikke gav folk nok information og derefter bare lukkede byen ned".

/ritzau/AFP

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs