MediaWatch

Techgiganter overvejer deres fremtid i Hongkong efter ny sikkerhedslov

Google, Facebook, Twitter og Linkedin er blandt selskaberne, der overvejer at trække sig ud af landet efter den nye kinesiske lov, der skal stramme kontrollen over Hongkongs internet.

Foto: Dado Ruvic/REUTERS /Ritzau Scanpix

Techselskaberne i Silicon Valley overvejer, hvorvidt de bør trække sig fra Hongkong som resultat af Kinas nye sikkerhedslov. Det skriver Financial Times.

Kinas nye sikkerhedslov, der har til formål at kontrollere Hongkongs internet, har fået flere techselskaber til at overveje deres fremtidige forretning i Hongkong, mens et selskab overvejer helt at trække sig fra øen.

Sikkerhedsloven, der blev indført sidste uge, har bragt al internettrafik fra Hongkong bag Kinas firewall, hvilket giver den kinesiske regering mulighed for at censurere internettet og retsforfølge ledere i selskaber, der nægter at overlevere brugerdata til den.

Facebook, Twitter, Google og LinkedIn, der ejes af Microsoft, har ifølge Financial Times sagt, at alle forespørgsler om brugerdata er sat på pause, mens selskaberne vurderer deres lovmæssige position.

Apple har sagt, at selskabet lige nu betragter situationen, mens Amazon er ved at "gennemgå detaljerne" ved den nye lov. Techselskaberne er også før i tiden blevet anmodet om brugerdata fra politiet i Hongkong.

I 2019 modtog Facebook 384 anmodninger, hvoraf selskabet videregav dataene til politiet mindre end halvdelen af gangene.

Under den nye lovgivning kan anmodningerne fra den kinesiske regering eller politiet dog betragtes som statshemmeligheder, og en offentliggørelse af anmodningerne kan derfor være ulovlig.

/ritzau/FINANS

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere