MediaWatch

Facebook sporer falske konti til Bolsonaro-ansatte

Netværk med flere falske konti blev angiveligt brugt til at dele misinformation og kontroversielle budskaber.

Foto: Ueslei Marcelino/Reuters/Ritzau Scanpix

Facebook udelukker et netværk af konti med forbindelse til ansatte under Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, fra dets platform.

Selskabet meddeler onsdag, at netværket har været brugt til at sprede kontroversielle politiske budskaber på nettet.

Angiveligt havde nogen forsøgt at skjule, hvem der står bag netværket.

Men alligevel er det lykkedes Facebook at spore det til Brasiliens præsident og to af hans sønner, kongresmedlemmet Eduardo Bolsonaro og senator Flavio Bolsonaro.

Kontiene er blevet fjernet, fordi der var blevet anvendt falske identiteter.

De havde også taget del i andre former for "koordineret ikke-autentisk adfærd", som går mod selskabets retningslinjer.

Det fortæller Nathaniel Gleicher, som er leder af Facebooks retningslinjer for cybersikkerhed.

Ifølge Gleicher er der dog ingen beviser for, at politikerne selv har brugt kontiene.

"Det, som vi kan bevise, er, at ansatte under disse ledende skikkelser har været på vores platforme og udvist denne form for adfærd," siger han.

Også tre andre netværk er blevet suspenderet. Det gælder blandt andet et, der tilskrives Roger Stone, som har været USA's præsident Donald Trumps ven og rådgiver.

Den brasilianske præsident er ikke umiddelbart vendt tilbage med en kommentar.

Senator Flavio Bolsonaro siger, at hans fars regering har stærk opbakning i befolkningen og tusindvis af støtter på sociale medier.

"Så vidt vi ved, er de alle frie og uafhængige," siger han i en meddelelse.

"Baseret på Facebooks oplysninger er det umuligt at finde ud af, hvilke typer profiler der er blokeret, og om platformen har overskredet grænsen for censur."

Beskyldningerne bidrager til en voksende politisk krise i Brasilien.

Her beskyldes Bolsonaro og hans sønner for at stå bag en koordineret smædekampagne mod præsidentens modstandere.

Beskyldningerne har både ført til en undersøgelse i højesteret og i Kongressen. I maj var der ransagninger hos flere Bolsonaro-allierede.

/ritzau/Reuters

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere