MediaWatch

Politiken Nicher pakker planer om eget kulturmedie ned efter opkøb

Med overtagelsen af Kulturmonitor køber Politiken Nicher sig til en position på et marked, som selskabet har haft kig på. Det giver bedre mening at slå kræfterne sammen end at starte en konkurrence, siger direktør, der ikke vil afvise flere opkøb.

Anders Jerking, adm. direktør og chefredaktør, Politiken Nicher. | Foto: Jens Dresling

Politiken Nicher vokser med tre ansatte og et nichemedie, der rammer et hjertekammer i selskabets publicistiske bagland. Med overtagelsen af nichemediet Kulturmonitor, der gik i luften for godt et år siden, køber Politiken Nicher og moderskibet Politiken sig til en position i kulturdækningen, som Kulturmonitor har opbygget, og skærmer af for en konkurrent.

Netop kulturområdet er nemlig ét, som Politiken Nicher har haft kig på, siger Anders Jerking, Politiken Nichers adm. direktør og chefredaktør.

"Vi har længe set på, hvordan vi kunne lave et kulturmedie under Politiken Nicher, og i den proces har vi været opmærksomme på Kulturmonitor, som har gjort et rigtig flot stykke arbejde i den tid, de har været i luften, og som, vi synes, passer rigtig godt ind i det, vi gerne vil i Politiken Nicher," siger han.

Er det billigere for jer at købe Kulturmonitor end at starte noget op selv?

"Drivkraften har været, at det publicistisk var mere meningsfuldt at udvikle noget, der fungerede godt, end at starte en konkurrence på det her felt."

Gik ikke med salgsplaner

Lars Rix, medstifter og redaktør hos Kulturmonitor, forklarer, at nichemediet, som han ejer sammen med medstifter og redaktør Birgitte Rahbek, ikke gik med salgstanker, men at dialogen med Politiken Nicher alligevel endte med en handel.

"Vi har ikke haft et salg i tankerne. Vi lagde fra begyndelsen en forretningsstrategi for en treårig periode. Den har vi fulgt og været glade for at være selvstændige. Politiken Nicher henvendte sig til os og spurgte, om vi var interesserede i et samarbejde, og det har vi så haft en dialog om," siger han.

Hverken Lars Rix eller Anders Jerking ønsker at oplyse, hvad Politiken Nicher har betalt for Kulturmonitor.

Med opkøbet bliver Kulturmonitor sluset ind i Politiken Nicher, men Lars Rix ser også muligheder for samarbejde med Politiken, der udgives af JP/Politikens Hus.

"Vi synes, Politiken gør det suverænt på kulturområdet. Men vi er blevet købt af Politiken Nicher og skal være et selvstændigt medie og bliver heller ikke en del af Politikens kulturredaktion. Men det er klart, at når vi sidder i samme hus, håber vi, at vi kan etablere et samarbejde. Det skal vi kigge på," siger Lars Rix.

Fremgang for Kulturmonitor under coronakrisen

Dialogen op til handlen har foregået i løbet af coronakrisen. Anders Jerking fra Politiken Nicher afviser, at den særprægede situation og det pres, krisen har lagt på mediernes forretning generelt, har spillet ind.

"Men coronasituationen har understreget, hvor vigtigt det er, at der er et uafhængigt medie, der har fokus på kulturlivet og vilkårene her," siger han.

Lars Rix melder om øger interesse for at følge med i mediets dækning gennem coronakrisen.

"Vi har oplevet trafikrekorder og stor tilgang af abonnenter i løbet af de seneste måneder. Jeg ser det som et udtryk for en interesse for at følge med i de politiske beslutninger og processer, der har været på kulturområdet. Der har været masser af debat om museer og spillesteder og om nedlukning og genåbning. Det har vi skrevet rigtigt meget om, og folk har været meget interesserede i at følge med i det," siger han.

Har ikke planer om store ændringer

Lars Rix og Birgitte Rahbek følger med over i det nye ejerskab som redaktører, og det samme gør en enkelt journalist, som er ansat hos Kulturmonitor. Mediet beholder sit navn og flytter sammen med Politiken Nicher, der har hjemme i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.

Anders Jerking fra Politiken Nicher ser ikke behov for de store ændringer af Kulturmonitor på den korte bane.

"I første omgang skal der ikke ændres noget, men vi glæder os selvfølgelig også til, er, at vi på Politiken Nicher skal lære af Kulturmonitor redaktionelt og kommercielt og omvendt, så vi får det bedste fra begge."

Hvad kan i lære af Kulturmonitor på Politiken Nicher?

"Det skal vi dybere ned i den kommende tid, inden jeg kan sige."

Hvornår forventer I, at Kulturmonitor kan blive en bæredygtig forretning?

"Vi tror selvfølgelig, at det her kan blive en rigtig god forretning, og at vi kan hjælpe med at få yderligere gang i både abonnementssalg og annoncesalg, men på relativt kort tid er Kulturmonitor faktisk kommet langt," siger Anders Jerking, der ikke vil sætte tidshorisont på, hvornår der er udsigt til breakeven.

Det vil Lars Rix fra Kulturmonitor til gengæld gerne. Sidste år bød på et underskud på omkring 760.000 kr. Det skal gerne vendes til sorte tal på bundlinjen allerede i år.

"Det underskud, vi havde sidste år, bunder bl.a. i fremskrivning af abonnementsindtægter, som vi delvis har skubbet til 2020. Siden vi begyndte, har vi mærket konstant fremgang på både abonnementer og på banner- og jobannoncer, og vi sigter bestemt efter overskud i 2020," siger Lars Rix.

Fokus på udvikling af egne medier

Kulturmonitor modtager redaktionel produktionsstøtte i modsætning til Politiken Nicher. Anders Jerking tør endnu ikke svare på, om opkøbet vil gave Politiken Nichers muligheder for at modtage produktionsstøtte.

"Det skal vi afklare i den kommende tid, men opkøbet har ikke som sådan relation til det," siger Anders Jerking, der bekræfter, at Politiken Nicher vil søge om mediestøtte igen.

Ligger flere opkøb i kortene?

"Vi har fortsat fokus på at udvikle vores egne nicher, men orienterer os selvfølgelig også rundt i medielandskabet. Der sker rigtig meget på nicheområdet," siger Anders Jerking.

Politiken Nicher udgiver i forvejen medierne Politiken Skoleliv, Politiken Byrum, Politiken Sundhed og Politiken Miljø & Klima.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny Zetland-chefredaktør, redning af radiokanaler og Radio Loud 2.0 har været ingredienserne i denne uges mediegryderet. Få stillet sulten med vores sammenkog af de vigtigste historier i denne briefing.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs