MediaWatch

Twitter lokker flere brugere til og runder milliard-milepæl

Twitter havde i fjerde kvartal den højeste kvartalsomsætning nogensinde på grund af stigende reklameindtægter.

Thomas White/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas White/Reuters/Ritzau Scanpix

De sidste tre måneder af sidste år har målt på omsætningen været historiske for det sociale medie Twitter.

I perioden fra oktober til december har selskabet for første gang omsat for over 1 mia. dollars. Det fremgår af Twitters årsregnskab.

Milliard-milepælen og det pæne regnskab har fået aktien i Twitter til at lette. Twitter-aktien stiger således klokken 17.15 dansk tid med 16,8 procent og handles til 39 dollar.

Dermed ligger den torsdag eftermiddag suverænt i toppen af S&P 500-indekset, der er et af de tre ledende aktieindeks i USA.

Twitter henter langt størstedelen af sin omsætning på reklamer. I fjerde kvartal stammer godt 90 pct. af den samlede omsætning fra reklameindtægter.

Den største bidragyder til omsætningsvæksten i fjerde kvartal har været hjemmemarkedet i USA. Her har Twitter, som har base i San Francisco, oplevet en omsætningsvækst på 17 pct. til knap 600 mio. dollars.

Samme vækst oplevede Twitter ikke internationalt. Her oplevede det sociale medie en omsætningsvækst på 3 pct. til knap 420 mio. dollars.

Omsætningsvæksten har fundet sted, samtidig med at Twitter har lokket flere brugere ind på sin platform.

I fjerde kvartal har 152 mio. brugere dagligt tjekket deres Twitter-konto. Det er 21 pct. flere end i samme kvartal året før.

Målt på helåret har 2019 også været ganske godt for Twitter. Omsætningen er steget med 14 pct. til 3,5 mia. dollars, og overskuddet er steget med 21 pct. til 1,5 mia. dollars.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere