MediaWatch

Markedsføring af lån til hasardspillere på Facebook var ulovlig

Det var ulovligt, at en onlineportal for forbrugslån målrettede reklamer til mænd med interesse for spil.

Bidstrup Stine/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Foto: Bidstrup Stine/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Firmaet bag en onlineportal for forbrugslån overtrådte reglerne, da det sidste år målrettede sine reklamer på Facebook til mænd med interesse for spil.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Forbrugerombudsmanden har fundet målrettet markedsføring på Facebook ulovlig.

Sagen begyndte, da en person klagede over en reklame for låneportalen med navnet Favoritlån.

Klageren havde på sin Facebook-profil klikket på banneret "hvorfor ser jeg denne annonce?".

Her kunne han se, at den var målrettet til ham, blandt andet fordi " … Favoritlån gerne vil nå ud til personer, som er interesserede i onlinespil. Dette er baseret på din aktivitet på Facebook ..."

Firmaet bag portalen, Sky Connect ApS, har ifølge Forbrugerombudsmanden oplyst, at man ønskede at målrette sine reklamer til mænd mellem 28 og 45 år, der blandt andet interesserer sig for onlinespil.

Men Forbrugerombudsmanden vurderer, at det strider imod god skik at markedsføre lån til brug for finansiering af hasardspil.

"Jo mere viden virksomhederne har om de forbrugere, som de målretter deres reklamer mod, desto større krav stiller markedsføringsloven til, at virksomhederne ikke markedsfører sig i strid med almene samfundshensyn, som social ansvarlighed og etisk adfærd," siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

"Hvis en virksomhed målretter sin markedsføring af lån til hasardspillere, er det efter min opfattelse i strid med god markedsføringsskik, fordi det er i strid med almene samfundshensyn," siger hun.

Slipper med advarsel

Afgørelsen forhindrer ifølge Forbrugerombudsmanden ikke, at Facebook generelt indsamler oplysninger om brugerne og bruger dem kommercielt. Det er kun, når de målrettede reklamer gælder lån til finansiering af spil, at myndigheden ser et problem.

Sky Connect ApS er ifølge Forbrugerombudsmanden nu ophørt med de målrettede reklamer på Facebook og slipper derfor med en advarsel.

Hvis annonceringen genoptages, kan det føre til et påbud og en mulig politianmeldelse.

Sagen stopper dog ikke her. For Forbrugerombudsmanden har også bedt Facebook forklare sig om sin rolle i sagen.

"Det er spørgsmålet, om deres forretningskoncept muliggør målretning af reklamer for lån til personer, der har vist interesse for spil," siger Christina Toftegaard Nielsen.

Hun afventer således et høringssvar fra det sociale medie.

Facebook oplyser i et skriftligt svar, at man har "fjernet lånefirmaets mulighed for at reklamere på Facebook, fordi det har brudt vores regler for annoncering".

"Vi vil fortsætte med at undersøge vores politikker på dette område," skriver Facebook.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere