MediaWatch

Watch Medier går live med nyt medie om cleantech-industrien

Fra vor egen verden: Med fokus på den del af erhvervslivet, der beskæftiger sig med miljø, genavendelse og ressourcer, åbner Watch Medier sit 13. erhvervsmedie. Samtidig er internationale planer intakte ifølge direktør.

Foto: Watch Medier

Watch Medier udvider dækningen af dansk erhvervsliv med åbningen af CleantechWatch, der tirsdag er sat i søen.

Nichemediet er det 13. i rækken af B2B-medier i Watch Medier, som MediaWatch også er en del af, og er som de øvrige funderet på en abonnementsmodel.

"Cleantech-industrien er en branche i vækst i Danmark med etablerede, store virksomheder, der allerede er markedsledere globalt, samt nye virksomheder, der har teknologi på vej, som kan løse flere af samfundets ressource-udfordringer. Dem kommer CleantechWatch til at stille skarpt på," siger redaktør for det nye medie, Julie Søgaard.

Hun uddyber, at nichemediet redaktionelt vil koncentrere dækningen om cleantechbranchens virksomheder, profiler, økonomi, strategi, rammevilkår og innovation.

"Det er en af de måske vigtigste brancher for Danmark, som har skabt og vil skabe mange arbejdspladser i fremtiden. Men det er også en vital sektor, fordi måden, vi bruger og genbruger klodens ressourcer på, bliver mere og mere afgørende. Og det kalder på en stærk journalistisk dækning af branchen," siger Søren Springborg, nyhedschef på Watch Medier.

CleantechWatch har redaktionel base i København og udkommer med et dagligt nyhedsbrev og løbende på sitet.

Internationale ambitioner

Lanceringen er den anden i år fra Watch Medier, der i seneste årsregnskab satte en forventning om at udvide forretningen med to til tre nye medier i 2019. Ifølge adm. direktør og ansv. chefredaktør for Watch Medier, Anders Heering, er lanceringen af CleantechWatch ikke den sidste fra Watch Medier, men om forretningen skal udbygges yderligere i år, ligger ikke fast.

"Vi tror på vores model og har helt sikkert mod på at lancere flere medier. Om det bliver i år, kan jeg ikke love."

Bestyrelsesformand for Watch Medier og adm. direktør for JP/Politikens Hus, som ejer Watch Medier, Stig Kirk Ørskov, sagde i et interview til MediaWatch tidligere i år, at koncernen er klar til at trykprøve konceptet i Watch Medier uden for landets grænser. Ifølge Anders Heering er de planer intakte.

"Vi driver i forvejen flere medier, der har internationalt reach, men ønsker også at etablere os uden for landets grænser med lokale udgaver af vores koncept. Så det er fortsat aktuelt, ja."

Ud af Watch Mediers 13 nichemedier udkommer fire med engelsksprogede nyhedsbreve målrettet et internationalt publikum, men uden at være etableret i udlandet. Det gælder ShippingWatch, MedWatch og EnergiWatch, der udkommer med oversatte artikler, mens AMWatch alene udgives på engelsk.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere