MediaWatch

Watch Medier lancerer nyt erhvervsmedie om landbrugsindustrien

Til september udvider Watch Medier paletten med et nyt abonnementsmedie målrettet landbrugssektoren. Mediet får som det første base i Aarhus.

Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Watch Medier, som MediaWatch er en del af, udbygger dækningen af erhvervslivet, når mediehuset til september lancerer AgriWatch, der vil skrive om landbrugsindustrien.

Dækningen vil spænde fra landbrugsselskaber til følgevirksomheder og andelssektoren og fokuserer på bl.a. forretnings-, konkurrence- og -rammevilkår, økonomi og tendenser.

"Den danske landbrugsindustri er en af hjørnestenene i dansk økonomi og er kendt verden over for dets høje effektivitet, fødevaresikkerhed, kvalitet og innovation. Men samtidig er landbruget i Danmark en udfordret branche, der bliver mødt af skiftende forbrugervaner og nye krav på klimaområdet. Med andre ord er der masser at tage fat i journalistisk," siger Søren Springborg, nyhedschef på Watch Medier, i en pressemeddelelse.

AgriWatch bliver det 12. abonnementsmedie fra Watch Medier og får som det første base i Aarhus. I spidsen for redaktionen står redaktør Thomas Rønsholdt Mørch, der kommer med erfaring og kendskab til en del af sektoren efter tre år som journalist på FødevareWatch. Ud over redaktøren består redaktionen af tre journalister.

Det nye medie er som de øvrige i Watch Medier abonnementsbaseret og vil udkomme med to daglige nyhedsbreve og løbende på sitet. Målgruppen er erhvervsvirksomheder og interesseorganisationer inden for landbrugssektoren.

"Vi tror på vores model, og vi har bevist, at det er muligt at skabe en profitabel vækstvirksomhed med udgangspunkt i digital erhvervsjournalistik med fokus på substansen. Derfor glæder vi os også til at lancere AgriWatch til en af de største og vigtigste brancher i dansk erhvervsliv," siger Anders Heering, adm. direktør og ­chefredaktør for Watch Medier.

Watch Medier er ejet af JP/Politikens Hus og beskæftiger i dag godt 65 redaktionelle medarbejdere. Mediehuset kom sidste ud med en bruttofortjeneste på 38 mio. kr. og et årsresultat på 5,7 mio. kr.

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs