MediaWatch

Ekstra Bladet lægger liveboksning til digitalt abonnement

Ny aftale mellem Ekstra Bladet og Danish Fight Night giver digitale abonnenter på Ekstra Bladet mulighed for at se boksekampe live fra danske stævner med i prisen.

Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Enock Poulsen er blandt de boksere, der skal i aktion til Danish Fight Night-stævnet 15. juni. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Bokseinteresserede seere kan de kommende tre år streame boksestævnerne Danish Fight Night hos Ekstra Bladet. Det oplyser mediet selv.

For at kunne se boksekampene skal brugerne have abonnent på det digitale Ekstra Bladet++, der er det midterste af avisens tre digitale abonnementer. Første stævne løber af stablen 15. juni i Randers.

"Ekstra Bladet har altid haft et stort og engageret boksepublikum med masser af passion for sporten. Dem kan vi nu forkæle endnu mere med denne aftale, hvor vi kan streame Danish Fight Night-stævnerne til vores Plus-kunder," siger Allan Olsen, sportschef hos Ekstra Bladet, til mediet.

I spidsen for Danish Fight Night står Mogens Palle, der har haft en lang karriere inden for boksning.

Det er ikke første gang, Ekstra Bladet bevæger sig ind i live-sport. I slutningen af 2017 kunne mediet præsentere en aftale om at give adgang til den bedste tyske fodboldrække, Bundesligaen. Aftalen udløb ved udgangen af 2017/2018-sæsonen. I 2015 viste Ekstra Bladet desuden kampe fra de bedste fodboldrækker i Italien og Spanien på linje med en række andre danske medier.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere