MediaWatch

Whistleblower: Facebook autogenererer indhold for ekstremister

Ny undersøgelse fra whistleblower-forening viser, at Facebook laver "minde"-videoer for ekstremistgrupper.

Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas

Facebook genererer automatisk indhold for ekstremist-relaterede grupper, som det sociale medie ikke genkender som ekstremistiske.

Det viser en undersøgelse fra whistleblower-foreningen National Whistleblowers Center, skriver nyhedsbureauet AFP.

Foreningen havde over fem måneder undersøgt Facebook-siderne af over 3000 personer, der enten havde "liket" Facebook-sider eller meldt sig ind i Facebook-grupper, der tilhører en organisation, som USA's regering anser som terrorrelateret.

Undersøgelsen viser, at både Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda er "åbenlyst aktive" på Facebook.

Derudover viser den, at Facebooks egen software i perioden automatisk kreerede videoindhold som "fejringer" eller "minder" for de ekstremistiske sider, der har generet tilstrækkelige "likes" eller visninger.

Whistleblower-foreningen har anmeldt Facebook til det amerikanske børstilsyn (SEC).

"Facebooks indsats for at fjerne terrorindhold har været svag og ineffektiv," står der i undersøgelsen.

"Hvad endnu værre er, Facebook har selv lavet og promoveret terrorindhold med sin autogenerering."

Facebook siger til AFP, at "man har fjernet terrorrelateret indhold med en meget højere succesrate end for to år siden."

"Vi siger ikke, at vi fjerner alt, men vi er vagtsomme i vores indsats mod terrorgrupper rundt om i verden," udtaler virksomheden i en pressemeddelelse.

Facebook og andre sociale medier er i den seneste tid blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at fjerne hadtale og ekstremistiske beskeder.

I marts annoncerede det sociale medie, at man ville forbyde personer, der hylder hvidt overherredømme.

I Danmark er Rasmus Paludans personlige Facebook-profil blevet blokeret.

Ifølge Kristeligt Dagblad henviser Facebook til et billede på Paludans profil, som omhandlede kriminalitet begået af muslimske migranter, der angiveligt strider mod Facebooks retningslinjer.

Partilederen afviser at have brudt Facebooks retningslinjer.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere