To jyske mediehuse indgår samarbejde om annoncesalg
Skive Folkeblad og Mediehuset Herning Folkeblad knytter bånd på den kommercielle front med en ny samarbejdsaftale. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Samarbejdet har det digitale annoncesalg som den primære komponent, idet Skive Folkeblad fremover vil bruge Herning Folkeblad som partner inden for det digitale salg. Det gælder bl.a. selve salget, analyse og rapportering. Inden for printannoncering håber de to selskaber med samarbejdet at få foden mere inden for i annoncekampagner på landsplan.
"Det er en god og konstruktiv aftale til gavn for begge parter. På det digitale annonceområde giver aftalen Skive Folkeblad mulighed for at tilbyde kunderne et mere målrettet og segmenteret digitalt annoncetilbud, som sammen med andre initiativer skal skabe grundlag for yderligere vækst i den samlede digitale annoncering," siger Ole Dall, adm. direktør og ansv. chefredaktør hos Skive Folkeblad, i meddelelsen.
Hos Herning Folkeblad ser adm. direktør, Alex Nielsen, god ræson i, at de to medier knytter tættere bånd.
"Dette er vejen frem inden for fx digital medierådgivning, som kan være meget dyr investeringsmæssigt. Vi skal lokalt være med helt fremme rådgivningsmæssigt, uden at det samtidig fuldstændigt dræner de lokale økonomier i store investeringsomkostninger. Vi ved, at vi skal denne vej. Og nu har vi i Skive og Herning fundet vores fælles vej fremad," siger han i meddelelsen.
Ole Dall fra Skive Folkeblad understreger i meddelelsen, at samarbejder forløber "med respekt for fortsat selvstændighed" for de to medieselskaber.