MediaWatch

DJ's tidligere annoncebureau er gået konkurs

En langstrakt strid med en tidligere annoncepartner, som nu er gået konkurs, er ifølge Dansk Journalistforbund endt med et tab på ca. 500.000 kroner til forbundet. Det forliste firma mener omvendt, at DJ skylder penge den anden vej.

Foto: /ritzau/Jacob Ehrbahn

Efter Dansk Journalistforbunds brud med annoncebureauet Engell & Ko har de to parter ligget i strid med hinanden om, hvem der skylder hinanden hvad. Nu er Engell & Ko gået konkurs, og det efterlader ifølge DJ forbundet med et tab på ca. en halv mio. kroner. Det skriver Journalisten.

Dansk Journalistforbund valgte at stoppe samarbejdet med Engell & Ko og skifte bureau i 2016 efter tre års samarbejde, og på det tidspunkt skyldte Engell & Ko ifølge et gældsbrev, som begge parter har underskrevet, knap en halv mio. kroner til forbundet. Det er de penge, der nu er tabt i og med, at Engell & Ko er gået konkurs. DJ-direktør Linda Garlov udtaler til Journalisten, at DJ "har været for langmodig," fordi forbundet havde tillid til, at pengene ville komme ind.

Omvendt mener Bettina Engell, den ene halvdel af Engell & Ko, at DJ skylder penge den anden vej. Engell & Ko kom med et modkrav på 920.000 kroner efter bruddet med forbundet, fordi DJ ifølge Bettina Engell ikke overholdt kontraktens krav om at opsige aftalen med ordentlig varsel. Sagen blev dog aldrig afgjort i retten, idet firmaet er gået konkurs.

"Alle taber på det her forløb,” sammenfatter Bettina Engell over for Journalisten.

Dansk Journalistforbund har allerede afskrevet gælden i 2017 og 2018, og sagen vil derfor ikke få yderligere konsekvenser for budgettet for Dansk Journalistforbund, som har skullet gennemføre besparelser efter underskud.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs