MediaWatch

Kforum siger farvel til gratismodel og lægger del af indholdet bag betalingsmur

Efter årevis som rent gratis medie vil nichemediet for kommunikationsfolk, Kforum, lægge en del af artiklerne bag betalingsvæg. Presset annoncemarked spiller ind på beslutningen, skriver mediet.

Screenshot fra Kommunikationsforum.dk
Foto: Screenshot fra Kommunikationsforum.dk

Det meste af Kforums indhold vil fortsat være frit tilgængeligt, men mediet indfører nu et betalingsunivers med navnet Kforum Plus. Det skriver mediet på sin hjemmeside.

Mediet forklarer bl.a. beslutningen med, at internationale aktører tager en stadig større del af annoncekagen digitalt, at Kforum ikke er berettiget til mediestøtte, og at mediet gerne vil lave den journalistik, som mediet "aldrig har haft råd til, men altid drømt om".

"Vi har derfor behov for en stærk faglig offentlighed til at diskutere etik, effekt og alt muligt andet vigtigt om, hvem vi er og hvorfor i samfundet. Det koster penge, og det koster tid. Den offentlighed vil vi gerne bygge og skabe sammen med jer for os alle. Moralen og budskabet er, at hvis Kforum skal blive bedre og stærkere i det aktuelle mediemiljø, kan det ikke længere være totalt gratis overalt for alle. Vi kan ikke være en stærk kraft i økosystemet for evigt, når vi er så få og svage. For hvis alt er gratis, er du produktet. Sådan skal det ikke være på Kforum. Her skal du, os og faget være målet og midlet på en og samme tid, hvilket kræver noget af dig, os og vores fælles faglige nysgerrighed," skriver Kforum.

Det fremgår af mediet, at prisen for en enkelt bruger er 3849 kr. om året, mens prisen pr. bruger bliver lavere, jo flere brugere der bliver tegnet abonnement for.

Kforum står også bag medierne Bureaubiz og Bootstrapping, der begge arbejder med en betalingsmodel.

Kforum har ikke offentliggjort årsregnskab for 2018 endnu. Selskabet kom i 2017 ud med et overskud på godt 1 mio. kr. ud af en omsætning på 13 mio. kr. Resultatet var omtrent på niveau – med pil opad – i forhold til 2016.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere