Influencerbureauer i dansk-svensk fusion

Influencerbureauet Smac Agency, der er stiftet af den danske iværksætter Pernille C. Lotus, slår efter fire år kræfterne sammen med det svenske bureau Cube for at satse mere på det nordiske marked. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
Influencerforretningen består ud over Smac Agency af selskabet Hippo Management, og begge indgår i fusionen med svenske Cube, der fremover bliver bureaunavn.
"For 15 måneder siden gik det op for mig, at mine ambitioner om at få mine virksomheder ud over landets grænser og en styrkelse af niveauet i Smac og Hippo betød, at jeg var nødt til at finde en god partner at teame op med," udtaler Pernille C. Lotus i medelelsen.
Cube forventer efter fusionen en omsætning på op mod 100 mio. svenske kr. - cirka 72 mio. kr. - i år, og selskabet har kontorer i Stockholm og København. Smac Agency havde i 2017 et årsresultat på 1,1 mio. kr. ud af en bruttofortjeneste på 2,7 mio. kr.
Ejerkredsen består foruden Pernille C. Lotus af Cubes stiftere Olof Lindblom og Christoffer Bergmann samt youtuberen Rasmus Kolbe, "Lakserytteren", som er partner og kreativ direktør.
Ifølge Pernille C. Lotus vil selskabet også gå efter at plante flag uden for Skandinavien og er på udkig efter en strategisk partner "med europæiske muskler", fremgår det.