Netmedie bragte reklameartikler uden mærkning

Det ligner skjult reklame, når netavisen 180.grader – som mest skriver om politik – de seneste uger har bragt artikler om blandt andet onlinespil og haveredskaber uden at mærke det som reklame. Sådan lyder vurderingen fra advokat og mediejurist Peter Lind Nielsen ifølge Journalisten.
Ifølge markedsføringsloven skal det fremgå tydeligt, hvis indholdet på et medie er kommercielt og annoncørbetalt. Jimmi Meilstrup, der er ejer og ansvarlig for det kommercielle indhold på 180grader.dk, skriver i en mail til Journalisten, at der er tale om en fejl:
”I forbindelse med en større teknisk omlægning af 180grader har vi ikke være opmærksomme på, at artiklernes markering af kommercielt/sponsoreret indhold midlertidigt var forsvundet. Dette var en fejl, som vi nu har rettet.”
180grader.dk har søndag rettet ved først at markere det sponsorerede indhold med ”sponsoreret” og senere med ”reklame”.