MediaWatch

Vestager skuffet over regeringens holdning til digital skat

EU-kommissær Margrethe Vestager er uforstående over for regeringens modvilje mod at finde fælles europæisk løsning på beskatning af globale techselskaber.

Margrethe Vestager, konkurrencekommisær i EU. Foto: ritzau/Scanpix/Olivier Matthys

Danmarks EU-kommissær Margrethe Vestager er skuffet over regeringens modstand mod at indføre en digital serviceskat på tværs af EU.

Det skriver DR.

"Jeg havde meget hellere set, at Danmark havde været blandt de lande, der sagde: Det her vil vi gerne have, og vi vil diskutere, hvordan vi får den bedst mulige løsning," siger Margrethe Vestager til DR.

Sammen med lande som Sverige, Finland og Irland har Danmark indtil nu afvist at være med til at indgå i en fælles europæiske løsning, der skal beskatte globale techselskaber som Google, Facebook og Apple.

I stedet for at EU går enegang på skatteområdet, skal der findes en løsning gennem OECD, lyder det fra regeringen.

"Vi er ikke modstandere af, at man beskatter. Vi synes bare, at man skal beskatte klogt, og der står vi sammen med Sverige og Finland, og det synes jeg, er et godt selskab at stå i," siger finansminister Kristian Jensen (V), som svar på kritikken.

Tal fra EU-Kommissionen viser, at techselskaberne i gennemsnit betaler 9,5 pct. i skat i Europa, mens almindelige virksomheder til sammenligning lægger 23,2 pct. i snit.

Denne artikel er leveret af MediaWatchs søstermedie ITWatch.

 

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere