MediaWatch

Snap lappede brugerlækken og bragede i vejret

Selskabet bag Snapchat stabiliserer brugerbasen og kommer bedre ud af fjerde kvartal end ventet.

/Ritzau Scanpix/AP/Jae C. Hong
Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Jae C. Hong

Snap Inc., selskabet bag det sociale medie og beskedtjeneste Snapchat, steg i eftermarkedet tirsdag til med massive 21,9 pct. til 8,58 - det højeste niveau siden slutningen af september sidste år - efter et regnskab for fjerde kvartal, som var bedre end ventet med en stabilisering i sin brugerbase. Trods en lidt svag guidance.

Snap kom gennem sit fjerde kvartal med et justeret underskud per aktie på 4 cent, mens omsætningen landede på 389,9 mio. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på minus 8 cent og en omsætning på 377,5 mio. dollar.

"Vi sluttede året med en stabilisering i brugerengagementet og med at have udrullet en ny Android-applikation til en mindre procentdel af vort fællesskab," udtaler Evan Spiegel, topchef i Snap, i regnskabet.

Antallet af daglige aktive brugere endt på 186 millioner - det samme som i tredje kvartal - mod et ventet fald til 184 millioner. Og Spiegel venter heller ikke et fald på kvartalsbasis i første kvartal 2019.

Snap blev ellers i 2018 ramt af den værst mulige syge for unge sociale medier - et fald i de daglige aktive brugere - efter selskabet lancerede en ny version af sin applikation, som blev kritiseret af brugerne for at have meget forstyrrende reklamer. Det sendte aktien ned fra sidste års top i 20,75 dollar.

Topchef i Snap, Evan Spiegel, har dog sat kurs mod en sort bundlinje i den nærmeste fremtid.

"Vi er betydeligt tættere på at opnå positiv indtjening, da vi har fastholdt en relativt flad omkostningsstruktur gennem de seneste fem kvartaler, mens vores helårsomsætning er vokset med 43 pct. på årsbasis."

Koncernen skuffer dog lidt med sin guidance, da den venter en omsætning i første kvartal i intervallet 285 til 310 mio. dollar, og midtpunktet af det interval i 302,5 mio. dollar, ligger en anelse under konsensus på 306,3 mio. dollar.

Målet om en driftsindtjening, EBITDA, på 140 til 165 mio. dollar ligger ligeledes under Wall Streets bud, ifølge Bloomberg News, på 166,7 mio. dollar.

/ritzau/FINANS

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere