MediaWatch

Aktive annoncører sikrer Googles ejer stort overskud

Alphabet, der ejer internetgiganten Google, omsætter for 256,5 milliarder kroner i fjerde kvartal.

Ritzau Scanpix/Ng Han Guan
Foto: Ritzau Scanpix/Ng Han Guan

Det går strygende for Googles moderselskab, Alphabet. Selskabet fremviser mandag aften dansk tid en omsætning på 256,5 milliarder kroner for fjerde kvartal.

Omsætningen - de penge, der kommer ind i butikken - er højere end forventet.

Det skyldes, at annoncørerne i de travle shoppingperioder som i julen i høj grad brugte Google og YouTube til at reklamere for deres produkter.

Google har ejet YouTube siden 2006.

Klart den største del af Alphabets indtjening kommer fra Google.

Omkring 83 procent af omsætningen kommer fra Googles reklamesystem.

Nettoresultatet- de penge, der er tilbage, når alle regninger er betalt - ender på 58 milliarder kroner.

I løbet af 2018 steg antallet af ansatte i Alphabet også betragteligt. På verdensplan er 80.000 ansatte blevet til 99.000 på lønningslisten.

Finansdirektøren i Alphabet, Ruth Porat, siger i regnskabet, at man vil fortsætte med at foretage fokuserede investeringer.

Det skal ifølge direktøren frembringe "exceptionelle produkter og oplevelser" til selskabets brugere, annoncører og partnere.

Investorer smiler dog ikke bredt over regnskabet.

Alphabets omkostninger er nemlig steget. Derudover har selskabet øget sine investeringer. Begge dele har spist af indtjeningen, hvilket bekymrer investorer.

Selskabet har omkostninger og udgifter for godt 200 milliarder kroner i fjerde kvartal. Det er 26 procent højere i forhold til året før.

Drift af YouTube og udvidelse af datacentre er blandt årsager til de højere omkostninger.

Aktien i Alphabet falder mandag i eftermarkedet med 2,8 procent. Det gør den efter et plus i den ordinære handel på to procent.

Techselskaber som Facebook og Amazon har allerede fremlagt regnskab for fjerde kvartal. Det er Alphabet det sidste af de store techfirmaer til at gøre.

/ritzau/Reuters

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere