MediaWatch

Praktikforløb hos medierne skal give Ritzau flere tilfredse kunder

Ritzau vil have flere glade kunder. Det skal et nyt efteruddannelsesforløb, hvor ansatte kan komme ud og blive en del af mediekundernes redaktioner, bl.a. bane vej for.

Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Ritzaus Bureau vil i foråret sende 10 medarbejdere ud i marken hos mediekunderne. Det sker som et led i en strategisk målsætning om at løfte kundetilfredsheden, forklarer adm. direktør Lars Vesterløkke.

"Vi vil gerne have kunder, der er fans (kunder, der svarer 9 eller 10 i kundetilfredshed på en skala op til 10, red.), og det er der ikke nok, der er i dag. Det er det overordnede mål, som vi tror, vi kan komme nærmere med de her forløb," siger han.

I samarbejde med en antropolog har nyhedsbureauet tilrettelagt en uges forløb med tre dages praktik, hvor Ritzaus medarbejdere indgår i arbejdet på redaktionen hos mediekunden og har en dag før og efter praktikforløbet med antropologen, hvor der henholdsvis forberedes og samles op.

"Det er et forsøg på at komme tættere på kunderne og forstå deres behov. Vi tror, at vi på den måde kan opdage nogle nye behov eller muligheder for forbedringer, som kunderne måske ikke selv ser eller har erkendt. Det er ikke nok at nøjes med at spørge kunderne," siger Lars Vesterløkke.

Planen er at gennemføre praktikforløbet to gange i år. Ud over forløbet på en uge med praktikforløb og undervisning i antroprologisk metode arbejder Ritzau også med éndagspraktik som en del af projektet.

Målsætningen er at få flere toptilfredse kunder eller "fans" frem mod 2022 målt via Netpromotorscore, som Ritzau arbejder med. Den seneste undersøgelse viste, at 36 pct. af de kunder, der svarede, gav toppoint, 9 eller 10 på en skala op til 10, på spørgsmålet, om de ville anbefale Ritzau til andre. Den samlede score var 17 pct., som udregnes ved, at svarene på 6 eller lavere fratrækkes procentandelen af fans, og målet er at fordoble det tal.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere