MediaWatch

PR-virksomhed stævner Ritzaus Bureau for millionbeløb

Selskabet Vocast, der driver en PR-platform, kræver 15 mio. kr. af nyhedsbureauet for uberettiget at være gået ind på selskabets platform og bl.a. overført mailinglister i forbindelse med et kundeskifte. Chef for Ritzau afviser beskyldninger om datatyveri og hacking, men erkender, at der er begået fejl.

Foto: Ritzau

Processen omkring et kundeskifte tidligere på året koster nu Ritzaus Bureau en stævning på et tocifret millionbeløb. Det skriver Berlingske.

Afsenderen på stævningen er firmaet Vocast, der driver en PR-platform, der tilbyder virksomheder målrettede kommunikationsløsninger, herunder udsendelse af pressemeddelelser.

Firmaet beskylder i sagen Ritzaus Bureau, der er en konkurrent på PR-markedet, for bl.a. hacking og industrispionage, fordi Ritzaus Bureau i forbindelse med kundeskiftet i august fik adgang til Vocasts platform via kundens login.

Ifølge Vocast udnyttede Ritzau adgangen til at stjæle forretningshemmeligheder om platformen, og det har udløst stævningen til Sø- og Handelsretten med et erstatningskrav på 15 mio. kr.

"Jeg synes, at det er et kæmpe problem, at en institution som Ritzau, som alle kender, og alle bør kunne stole på, ulovligt skaffer sig adgang til en konkurrents software og bruger den adgang til at stjæle data," siger Henrik Steen Madsen, direktør og medejer af Vocast, til Berlingske.

Afviser beskyldninger om tyveri

Hos Ritzaus Bureau afviser adm. direktør, Lars Vesterløkke, beskyldningerne om hacking og datatyveri. Han erkender, at Ritzaus Bureau har begået en fejl ved at bruge kundens login til Vocast, men afviser, at bureauet har haft andet formål end at hjælpe den pågældende kunde med at overføre kundens indhold til PR-brug til Ritzau.

”Vi har hjulpet kunden, vi har overtaget, med at overføre noget indhold og nogle mailinglister, som de har ret til at overføre fra Vocast til vores system. Det gjorde vi med deres login, og det var dumt. Vi har begået en fejl for at hjælpe en kunde, men vi har ikke haft nogen økonomisk gevinst ud af det, og vi har ikke påført Vocast et tab. Vi har kun kunnet se, hvad enhver kunde kunne se. Så vi undrer os over sagen, og vi tager stævningen roligt,” siger Lars Vesterløkke i en kommentar til MediaWatch.

Han uddyber, at Ritzaus Bureau, siden han blev bekendt med sagen i august, har været i dialog med Vocast om et forlig.

"Vi har forsøgt at få et forlig med dem, men det er ikke lykkedes for os," siger Lars Vesterløkke.

MediaWatch har været i kontakt med adm. direktør for Vocast, Henrik Steen Madsen, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen til MediaWatch på nuværende tidspunkt, oplyser han.

Ifølge Berlingske har Vocast ud over stævningen også meldt Ritzaus Bureau til politiet og Datatilsynet for brud på persondataloven.

Forsiden lige nu

Top 20: EM-håndbold overhalede juleføljeton

Efter en premiereuge øverst på listen måtte DR's julekalender overgive førstepladsen til håndboldslandholdet, viser sidste uges top 20. Samlet set trak DR's juleføljeton dog flest til i ugens løb. Ny miniserie fra TV 2 er næsten røget helt ud af listen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere