Amazon er på vej til at blive reklamegigant

I USA er Amazon kravlet op på en tredjeplads over selskaber med størst omsætning på digitale annoncer - kun overgået af Googles moderselskab, Alphabet, og af Facebook.
Det skriver The Wall Street Journal.
Amazons markedsandel er ganske vist "kun" på 4 pct., men indtægterne ventes at blive fordoblet i 2018 til mere end 5,8 mia. dollar. Og ifølge en analyse fra finanshuset Cowen & Co. vil de indtægter blive næsten femdoblet til 28,4 mia. dollar i 2023.
Det betyder, at Amazon alene vil opleve en fremgang i dollar, som vil overgå væksten i hele det globale tv-reklamemarked i perioden, vurderer mediebureauet GroupM.
Baggrunden for væksten er, at Amazon sidder på over halvdelen af internethandelen i USA og derved samler koncernen enorme mængder data om og indsigt i de amerikanske forbrugeres adfærd.
Effekten af forandringerne i de digitale marked er et jordskælv for alle, der sælger digitale annoncer, herunder også de store detailgiganter som Walmart, Target og Kroger, skriver The Wall Street Journal. Og netop detailgiganterne, som tager penge for at placere produkter på særligt attraktive steder i deres forretning, mister nu reklameomsætning til Amazon.
"Jeg tror, at kæmpen er blevet vækket," siger Bill Wise, administrerende direktør i Mediaocean, en reklameplatform, som håndterer indkøb for 150 mia. dollar om året, til avisen.
Amazon sælger pladsen i toppen af produktsøgninger som "sponsorerede produkter", men reklamekøberne kan også betale for placeringer i videoreklamer, i tv-spots på live-transmissioner fra sportsbegivenheder og på FireTV-platformen, ligesom Amazon også sælger reklameplads på de pakker, koncernen sender ud i millionvis til kunderne.
Amazon samler data fra forbrugerne på sin platform, men høster samtidig data fra Alexa, selskabets digitale assistent, når brugerne stiller spørgsmål, ligesom man følger, hvad kunderne ser på koncernens video-services. Men det unikke for Amazon, sammenholdt med Facebook og Google, er, at man rent faktisk har købsdata.
"De har dataene, fordi de har forbrugerne," siger John Ghiorso, chef for Orca Pacific, et mediebureau med fokus på formidling af Amazons digitale reklamer.
Reklameområdet bidrager nu positivt til bruttofortjenesten hos Amazon, og finanshuset PiperJaffray venter, at området i 2021 vil bidrage til mere af indtjeningen i Amazon, end cloud-forretningen gør i dag. Konsulenthuset Emarketer forventer samtidig, at selskabet allerede om to år vil erobre 15 pct. af væksten på markedet i USA, ifølge The Wall Street Journal.
/ritzau/FINANS