MediaWatch

CNN-kontorer i New York er evakueret

Pakker, der måske indeholder sprængstoffer, har skabt frygt på Manhattan, hvor CNN-kontorer er evakueret.

Mistænkelige pakker, som kan indeholde sprængstoffer, er blevet sendt til Hillary og Bill Clinton og til tidligere præsident Barack Obama, oplyser amerikanske medier og USA's efterretningstjeneste i en erklæring.

Samtidig er CNN's egne redaktionslokaler på Manhattan også blevet evakueret.

"Time Warner Center i New York City er evakueret," siger CNN, som citerer politiske iagttagere for, at personerne bag de mystiske pakker øjensynligt ønsker at skabe panik.

Sikkerhedstjenesten Secret Service, som beskytter den amerikanske præsident og tidligere præsidenter, bekræfter rapporter fra The New York Times om, at der fundet pakker, som kan indeholde sprængstoffer adskillige steder. 

"En pakke er sendt til Hillary og Bill Clintons forstadshjem ved New York City og tidligere præsident Barack Obamas hjem i Washington. Den ene pakke er adresseret til Clinton-familiens hjem i Chappaqua i delstaten New York," hedder det.

Præsident Donald Trump er blevet orienteret om de mistænkelige pakker, og han tager situationen "meget alvorligt", siger kilder tæt på præsidenten til MSNBC. 

"Det Hvide Hus fordømmer de foragtelige handlinger rettet mod Obama og Clintons," hedder det i en erklæring. 

En anonym embedsmand siger, at de fundne sprængstoffer er magen til dem, som blev fundet mandag i en pakke i milliardæren og filantropen George Soros' hjem i en New York-forstad. Bomben blev fundet i Soros' postkasse. Den var fremstillet af et relativt lille rør fyldt med eksplosivt pulver.

Soros er tidligere blevet fordømt af præsident Trump og er blevet udsat for voldsom kritik af højreorienterede konspirationsteoretikere.

/ritzau/AFP 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs