MediaWatch

EU-Parlamentet kræver europæisk indhold fra Netflix

Et flertal i EU-Parlamentet har stemt for, at der skal være krav om europæisk indhold hos streamingtjenester.

Fra den danskproducerede Netflix-serie "The Rain" | Foto: Netflix

Streamingtjenester som Netflix og HBO skal i fremtiden have mindst 30 pct. europæisk indhold, når de opererer i EU-lande. 

Det har et flertal af medlemmerne i Europa-Parlamentet stemt for tirsdag. Hensigten er at støtte kulturel mangfoldighed på tjenesterne. 

Lovforslaget skal godkendes af EU's medlemslande, før det kan træde i kraft.

Streamingtjenesterne bliver desuden opfordret til at bidrage til udviklingen af europæiske produktioner. Det kan enten være ved selv at investere direkte i nationale produktioner eller ved at bidrage til nationale fonde.

Tjenesternes bidrag i nationale produktioner skal ifølge Europa-Parlamentet tilpasses deres indtjening i de pågældende lande.

Lovforslaget beskæftiger sig også med, hvad der må og ikke må være i børneprogrammer.

Således indeholder den foreslåede lovgivning strengere regler for reklamer og produktplacering i børneprogrammer på streamingtjenester.

I samme lovforslag blev der også stemt for nye generelle regler for reklamer på tv-kanaler. Det blev fastslået, at reklamer maksimalt må fylde 20 pct. af den daglige sendeperiode.

Grænsen gælder hele dagen, men det understreges, at det især gælder i bedste sendetid mellem klokken 18 og klokken 00.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs